Claus er bidt af en gal vinylplade

Den første plade Claus Kristensen købte som ung i hjembyen Vejle var en plade med Wham. Siden greb det om sig, og i dag har han en pladesamling på cirka 4.500 vinyler.
De første plader blev købt i den lokale pladeforretning Drejeskiven i Vejle. Da den lukkede fortsatte Claus sine indkøb i Lydsporet i Fredericia, hvor han ofte købte plader for flere hundrede kroner efter skoletid.
Siden flyttede han til Aarhus og begyndte at købe sine plader i butikker som Route 66 og Scavenger Records. Andre gange bestilte han plader hjem fra London hos Sister Ray. Så hjemmet i Viby er i dag tapetseret med selvbyggede reoler fyldt med vinyler, hvoraf der også er en del sjældenheder og førstetryk.

Samlermani

”Hvis det er noget musik jeg kan lide, så vil jeg gerne have førstetrykket. Hvis det er Bob Dylan, så vil jeg have det amerikanske tryk. Det er svært at forklare, hvad det handler om. Selvfølgelig er der noget samlermani i det, og rent økonomisk er det måske også smartest at gøre fordi, at det er den udgave, som er mest eftertragtet. Det er svært at forklare det rationelle i det, for det er jo bare musik.”
Musikinteressen blev for alvor tændt, da Claus' søster i slutningen af firserne fik en musikinteresseret kæreste:
”Han hørte Jesus and Mary Chain, Pixies, Sisters of Mercy og hvad de ellers hed, og det synes jeg var sejt, og så begyndte jeg at høre noget af det.”
For Claus er der kun et medie at høre musik på og det er vinyl:
”Jeg fik en cd-afspiller i slut-firserne og jeg købte også lidt cd'er, og jeg ved ikke, hvad det var der gjorde, men jeg begyndte ret hurtigt at droppe det igen og begyndte at bytte cd'erne med vinyl, hvis nogle af mine venner ville bytte. Jeg kan ikke give nogen logisk forklaring på, hvorfor jeg gjorde det i mine spæde tyvere, men det er vel fordi, at der er så meget mere charme ved at sætte en vinyl på, duften af coveret, kigge på coveret, alle de der floskler man har hørt en million gange, men det er jo rigtigt.”

Eget pladeselskab

Den store musikinteresse har ført til at Claus har startet sit eget pladeselskab Wouldn't Waste Records, der har genudgivet tre album på vinyl:
”Det er noget, jeg har haft lyst til længe. Det startede officielt for halvandet år siden, hvor jeg i min bil havde den her Dean & Britta-plade med på cd. Så sad den i min cd-afspiller i en længere periode, og jeg fandt ud af, at den var rigtig god. Så skrev jeg til Dean Wareham fra bandet via Facebook og fik kontakt til ham, og han var med på, at jeg udgav den på vinyl. Så lavede vi en deal med, at hvis jeg trykte 500 eksemplarer, så skulle jeg sende 50 plader over til ham. Så har vi byttet lidt plader siden hen. Hvis et af hans orkestre eksempelvis udsender et nyt album, så sender han det til mig, og jeg sender nogle plader til ham. Det er ret fint, at man uden anden aftale end det man har på mailen stoler på hinanden. Det kan jeg meget godt lide.”
Claus har tidligere forsøgt at udgive plader. I 2009 skrev han til Sune Wagner angående en Psyched Up Janis-plade, men det kom der i første omgang ikke noget ud af:
”Så det er egentlig noget, jeg har haft lyst til længe, men det er først noget, jeg er kommet i gang med nu, men det skal jo også passe med familielivet, jeg har jo tre børn. Når spidsbelastningen er der med udgivelserne, tager det meget tid, og der er stress på i et par dage, men det er jo også forholdsvis nyt for mig, så jeg skal lige finde ud af, hvordan man gør det mest fornuftigt, fordi jeg vil også gerne sende tingene ud hurtigt, nårjeg får dem og overholde aftaler.”
Den første udgivelse på eget pladeselskab har Claus primært solgt selv på sin egen hjemmeside:
”Set i bakspejlet skulle jeg nok have trykt 1000 frem for 500 eksemplarer og forsøgt at få en aftale med en eller anden udenlandsk distributør, men jeg er jo lidt forsigtig, når det er den første, og jeg havde ikke lyst til at brænde nallerne, så der lavede jeg 500. Jeg har ikke gjort noget for at få den solgt til butikker. De butikker, der har haft den, har selv henvendt sig til mig, men de to efterfølgende har jeg solgt til alle de butikker, der gerne vil have den, og derudover er den også kommet til salg igennem det, der hedder Rillbar, hvor butikkerne går ind og bestiller fra. Jeg er jo også interesseret i, at de kommer ud til kunderne, men dybest set betyder det ikke så meget, bare jeg får pengene hjem, så jeg kan trykke noget nyt. Selv om fruen da nogle gange spørger hvornår, at der kommer nogle penge i det, men det kommer til at tage nogle år.”

Det er en hobby

Claus, der er 44 år, er uddannet pædagog fra Peder Sabroe-seminariet i 2002 og arbejder til daglig med voksne mennesker med erhvervet hjerneskade, hvilke ofte er mennesker, der er kommet til skade eller har fået en hjerneblødning, og så hjælper Claus dem med dagligdags gøremål og forsøger at hjælpe dem med at få deres sociale liv tilbage igen.
I fritiden bruger Claus meget tid på musikken, og i januar startede han sin egen webshop, hvor han blandt andet sælger sine første tre udgivelser, og han flere album i kikkerten. Blandt andet har han møder med folkene bag det nu hedengangne danske pladeselskab Cloudland, som har nogle udgivelser i deres bagkatalog som Claus gerne vil udgive, blandt andre navne som Rhonda Harris, Greene, How Do I og et band som han selv holder meget af Port Friendly:
”Der er mange ting, jeg gerne vil udgive, selv om det er meget smalt, men det er mest på grund af personlige årsager. Jeg har ikke lyst til at udgive nogle , jeg ikke selv kan lide, det giver ikke mening for mig.”
Drømmer du om at kunne komme til at leve af det?
”Hvis man skulle leve af det, ville det være alt for tidskrævende. Så kan man ikke være alene om det. Så som udgangspunkt er det ikke noget, jeg drømmer om at kunne leve af. Så skal der komme et eller andet fremadstormende orkester, der gerne vil have mig til at udgive, og så sælger man en masse plader, men nej, den tanke har jeg ikke gjort. Folk har altid sagt, at hvorfor laver du ikke en pladeforretning, men jeg tænker egentlig nok på musik i det daglige til, at det ikke kun er musik, jeg vil beskæftige mig med. Også når jeg kommer hjem, hører jeg musik og søger efter alt muligt på nettet. Man bliver jo helt svimmel til sidst.”

Udgiver egne favoritter

”Der er mange, der spørger mig om mit udgangspunkt er at udgive ting, der er udgivet, og det er egentlig ikke noget jeg har overvejet eller tænkt over, men mit er bare startet med, at der er nogle ting, jeg gerne personligt vil have ud, og det er sådan det er startet. Det er ikke fordi, jeg ikke gerne vil udgive noget nyt, hvis der kom et eller andet. Det er slet ikke usandsynligt, men min interesse startede med, at der var nogle ting, som jeg selv havde manglet. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har tænkt, at jeg gerne ville have Olesen-Olesen eller Greene-pladerne på vinyl. Jeg har fået et par mails fra folk, om jeg kunne tænke mig at lytte til deres ting, og jeg vil rigtig gerne lytte på det, problemet er bare, at der ikke er så meget økonomi i det endnu. For mig handler det om, at jeg kan se en idé i det og om det lyder godt. Selvfølgelig er jeg nødt til at tænke på om det kan sælges også. Der er flere, der har spurgt om, hvorfor jeg ikke udgiver den første Mew-plade, men det gør jeg ikke, fordi det er jeg lidt ligeglad med. Det er ikke noget, jeg brænder for, så det vil jeg ikke gøre. Selvom jeg måske ville kunne sælge 2000 eksemplarer af dem, så er det ikke det, det handler om for mig. Jeg kan godt lide, at der er en rød tråd og det er så min personlige smag”, kommer det fra Claus, der lover flere udgivelser fra det lille pladeselskab i Viby.