Håndboldkamp samler penge ind til gode formål Døvelandsholdet og projekt Lykkeliga deler overskuddet fra en opvisningskamp
@Byline.emne:SPORT Af Claus Sonne stilling 2. september spiller Stillings håndboldherrer en træningskamp mod døvelandsholdet. Det er der ikke noget ekstraordinært ved - men det er der ved formålet. Hele overskuddet fra arrangementet deles nemlig mellem døvelandsholdet og projekt Lykkeliga, der er et håndboldprojekt for udviklingshæmmede børn. Manden bag arrangementet er Jon Damsgaard. Han træner Stillings håndboldherrer og blev sidste år opmærksom på, at deltagerne på døvelandsholdet selv skulle betale for at repræsentere Danmark ved OL for døve. “Det blev jeg faktisk noget rystet over. Samtidig er jeg bonusfar til en dreng med autisme og har derfor fulgt med i Lykkeliga-projektet. Og så fik jeg ideen til at bruge den her træningskamp mod døvelandsholdet til at samle penge ind til de to rigtig gode formål,” fortæller han. Planen er at samle så mange penge ind som muligt, og Jon Damsgaard aktiverede derfor sit netværk. Og så gik det stærkt. I skrivende stund er der solgt annoncer for 20.000 kr. til kampprogrammet, og en onlineauktion på odendo.dk skal øge beløbet. “Jeg har mindst 30 håndboldboldtrøjer, de fleste brugte og signerede, fra blandt andet Hans Lindberg, Matias Andersson, Harald Reinkind, Jesper Nøddesbo og Skanderborg-drengen Buster Juul. Dem kan man byde på på auktionen. Og så giver min mor, der bestyrer cafeen i Stilling Hallen, 15 kr. pr. solgt sandwich, og der er også en tombola med flotte præmier. Det koster desuden 25 kr. at komme ind,” fortæller Jon Damsgaard.