Apotek køber sit eget lejemål i Hadsten Centret
Hadsten Apotek sikrer sig selv og kunderne, og køber tre lejemål
Hadsten Apotek vil være sikker på, at det fortsat kan være i området og at man kan betjene kunderne, lyder det fra apoteker Lars Persson.
Derfor har han købt de tre nordligste lejemål i Hadsten Centeret fra 1. september af Actus Ejendomme.
Der er tale om apotekets eget lejemål, samt solcentret Savanna Solcenter og det lejemål der indtil 31. 8 huser Butik Wonder.
Købsprisen vil Lars Persson ikke ud med.
“Det var en meget vanskelig beslutning, men jeg valgte at købe, fordi jeg ville sikre mig, at der fortsat er et apotek i Hadsten. Især set i lyset af den vækst og udvidelse af byggegrunde, som forhåbentlig kommer de næste mange år,” siger han.
Teknologi og robot
Samtidig er der også en del praktiske grunde til, at han fremtidssikrer apoteket, for det ville blive en kostbar og omstændelig affære at skulle rykke apotekets robot og alle de teknologiske løsninger ud af lejemålet, hvis han engang skulle blive opsagt.
“Nu har jeg sikret fortsat tilgængelighed og parkering til mine kunder,” forklarer han.
Han har ikke nogle konkrete planer for, hvad der skal ske med de to andre lejemål, hvor Butik Wonder snart rykker ud af det ene, mens der stadig er en lejekontrakt med solcentret.
Usikker fremtid
Imens er det fortsat uvist, hvad der sker med resten af Hadsten Centret, den seneste udmelding fra den ene af de to ejer-grupperinger er, at der nok skal komme en positiv løsning på de tommel butikslejemål.