Fortsæt til indhold

Bedstedag med bedsteræs på Bakken

26. august inviterer Bakken børn, forældre og bedsteforældre til en dag med masser af aktiviteter

Samfund
Arkiv

Uanset hvor gammel man er, er det både sundt og sjovt at være aktiv – og det er særligt sjovt, når man er aktiv i fællesskab. Derfor er der arrangeret en aktiv Bedstedag for hele familien på Bakken den 26. august fra kl. 10.30. Bedstedagen byder på sjove aktiviteter og et Bedsteræs, som familien kan gennemføre sammen. Bedsteræs skydes i gang kl. 11.30 og har til formål at give forældre, bedsteforældre og børnebørn en oplevelse af at gennemføre noget sammen. Distancen for Bedsteræs er på 1.000 meter, og det handler ikke om at være hurtigst og komme først over målstregen. I stedet er der to meget afgørende regler: Man skal gennemføre løbet sammen, og man skal have det supersjovt imens.

Løbspose

Inden Bedsteræs skydes afsted, får børnene udleveret en løbspose med flere gode overraskelser i. Derudover er der arrangeret fælles opvarmning for alle deltagerne. Efter gennemførelsen af Bedsteræs får man en medalje, et flot diplom og lækre forfriskninger. Hele molevitten koster blot 40 kr. pr. barn, mens de voksne deltager gratis.

Lege

Foruden Bedsteræs koncentrerer Bedstedagens øvrige aktiviteter sig om lege fra dengang, Bedste var barn: Man kan for eksempel hulahoppe, jonglere med bolde eller stå på stylter. Du kan læse mere om Bedstedagen og Bedsteræs på Bakken: www.bedsteræs.dk. Bedstedagen og Bedsteræs er arrangeret af Børneulykkesfonden i samarbejde med Danica Pension og er en del af den aktuelle kampagne, ”Aktive Generationer”, hvor der er fokus på fysisk aktivitet og socialt samvær på tværs af generationerne.