Fortsæt til indhold

Sådan sikrer du dine børn mod overgreb på nettet

Red Barnet gav flere gode råd fra sig på møde i fritidsklub

Samfund
Finn Due Larsen

Som forældre er det meget vigtigt, at man taler med sine børn om deres færden på nettet.
Det er et af de klare budskaber efter det er kommet frem, at en 21-årig mand er sigtet for blufærdighedskrænkelse, også kaldet grooming, mod 39 drenge i alderen 11-15 år, samt besiddelse af børneporno.
Som omtalt på albertslundposten.dk i går havde manden ifølge sigtelsen over nettet oprettet falske profiler, hvor han udgav sig for at være en pige. På den måde lykkedes det ham at få drengene til at lægge nøgenbilleder op af sig selv.
Fem af de 39 drenge er fra Albertslund, og den 21-årige, der bor udenfor kommunen og er ansat i en daginstitution udenfor politikredsen, er nu varetægtsfængslet. Han har i en årrække haft sin faste gang i fritidsklubben Bakkens Hjerte.
I klubben blev der onsdag aften holdt et forældremøde, arrangeret af Københavns Vestegns Politi og Albertslund Kommune. Psykolog Kuno Sørensen fra Red Barnet var også med på mødet, og der blev givet en række gode råd til forældrene.
“Hvis man er forælder til børn eller unge, der bruger de sociale medier, er det vigtigt, at man er meget opmærksom på, hvor udspekuleret sådan et misbrug kan være. Og at man taler med sine børn om rammerne for, hvordan man er på nettet”, siger Janus Enemark Nissen, kommunikationskonsulent i Albertslund Kommune.
“Det er også derfor, at vi havde Kuno Sørensen med til at fortælle, hvad man kan lære af den aktuelle sag.”
Han henviser til en brochure, “Når børn og unge deler intime billeder på nettet”. Den er udgivet af Red Barnet i 2016 i samarbejde med SSP-Samrådet,
Center for Digital Pædagogik, Medierådet for Børn og Unge og Det Kriminalpræventive Råd.
Brochuren indeholder en lang række gode råd om adfærd på nettet.

Du kan via et link her læse hele brochuren.