Fortsæt til indhold

Skæld ud på den rigtige måde

Forældre savner alternativer til skældud. Vær konsekvent, og skæld børn ud på en anerkendende måde, siger eksperter

Samfund
Af Maren Urban Swart mas@sondagsavisen.dk

Et af de helt store diskussionsemner inden for opdragelse i disse år er skældud. Der bliver skrevet bøger om, hvordan man opdrager uden skældud, og en undersøgelse, som YouGov har foretaget for Psykiatrifonden, viser, at 40 procent af forældrene til børn i alderen 2-14 år savner alternativer til at skælde ud.
Chefpsykolog Michael Danielsen i Psykiatrifonden peger på, at der kan være to årsager til, at forældrene efterlyser alternativer.
“Måske er man selv blevet meget skældt ud som barn og har haft en ambition om, at man kun skulle give sine børn varme og kærlighed. Men det er vigtigt, at man en gang imellem hæver stemmen og sætter grænser. Gør du ikke det, gør du ikke noget godt – tværtimod,” siger han.

Vær konsekvent

En anden forklaring kan ifølge Michael Danielsen være, at man føler, at man skælder unødigt meget ud. Er det tilfældet, skal man træde et skridt tilbage og overveje, om man gør det, fordi man er uklar i sine grænser.
“Det kan eksempelvis være, at man prøver at køre nye sengetider ind, men allerede to dage efter får barnet lov til at være længe oppe, fordi der er gæster. Det bliver uklart for barnet, hvorfor det pludselig får skældud, når det ikke vil i seng, for dit barn kan ikke afkode, hvor grænsen går, hvis du nogle gange bliver sur og andre gange er ligeglad. Så husk at være konsekvent,” understreger han.
Psykolog John Halse påpeger, at noget af det, der er med til at skabe konflikter i børnefamilierne anno 2017, er, at børn i dag er mere diskussionslystne end tidligere.
“Det er godt, at børn giver modspil, men man skal fra en tidlig alder lære dem, at det er forældrene, der har kompetencen i forhold til at beslutte, hvad der er forhandlingsstof. Det er vigtigt at huske, at selvom børn er ligeværdige med voksne, skal de ikke være ligestillet med voksne, for så glemmer man, at de stadig har brug for lederskab,” forklarer han.
John Halse mener, at opdragelse uden konflikter er en illusion, men at man skal afholde sig fra at skælde sit barn ud på en krænkende måde.

God og dårlig skældud

“Den dårlige skældud er, når man råber ad sit barn og nedgør det og nærmest er voldelig med sine ord. Er det den måde, man reagerer på, skal man stoppe det, for man mister terræn i forhold til sine børn og fremstår ikke som en positiv autoritet, som vil sine børn det bedste,” forklarer han.
I stedet skal man krydre sin skældud med anerkendelse.
“Start eksempelvis med at sige, at du godt kan forstå, at dit barn synes, at det er sjovt at spille frisbee med dine lp'er, og så kom med et 'men'. På den måde viser du, at du anerkender dit barn, samtidig med at du korrigerer dets adfærd,” forklarer han.