Fortsæt til indhold

Skolelederens store dag

Bent Drevald modtaget med flagallé på Korsholm Skole

Samfund
Arkiv

KORSHOLM: Fredag er det sidste skoledag før sommerferien. Men for skoleleder på Korsholm Skole Bent Drevald er det sidste skoledag for altid, og det markerede skolen torsdag, hvor han til skolens start om morgenen ankom han standsmæssigt i en stor sort veteranbil - med chauffør forstås.
Bilen var en Chevrolet fra 1939, og ved rattet sad Holger Rasmussen, Foldby, som også kørte kronprinsparret fra Frijsenborg Slot til Hinnerup i 2012.
Bent Drevald lagde ikke skjul på, at han blev ret overrasket, da han intetanende blev hentet ved bopælen i Røgen torsdag morgen, men på køreturen gennem Frijsenborgskoven sundede han sig og var et stort smil, da han rullede ind på skolens område, hvor alle eleverne stod klar med flag for at modtage skolelederen gennem ti år.
Efter en ekstra køretur i rundkørslen på pladsen lød det taktfast "Be'ent-Be'ent-Be'ent" fra skolens 160 elever, som i skolegården stod klar til at tage imod den populære skoleleder.
Derefter kom den nu konstituerede skoleleder Ulla Sørensen ud og tog i mod ham, og inden der var underholdning og flere overraskelser i skolens gymnastiksal, tog han ved indgangen imod eleverne, som på papirsflag hver havde skrevet en hilsen til ham, som Cecilie Bruun fra 4. klasse "Tak fordi du har været sådan en god skoleinspektør".
Bent Drevald fylder 65 år til efteråret. Han går på pension efter 39 år i skolevæsenet, først 29 år på Skovvangskolen i Hammel og de seneste ti år som skoleleder på Korsholm Skole.