Fortsæt til indhold

Stafet for livet - i år også med maratonløb

Håb om 600 deltagere til stafet nr. tre med start 26. august.

Samfund
Af Hanne Bliksted

Tredje gang er lykkens gang. Sådan lyder et gammelt ordsprog, og det kan passende sættes på dette års Stafet For Livet i Hadsten med håbet om, at rigtig mange vil deltage, når det går løs lørdag 26. august kl. 11 fra HSKs klubhus. og dermed være med til at støtte Kræftens Bekæmpelse.
Der er to ruter, en på 600 meter eller 1200 meter. Som noget nyt er der i år mulighed for at løbe maratonløb i den mørke sensommernat. Kl. 23.30 skydes både hel- og halvmaraton i gang i håb om, at det vil trække flere folk til.
”Ved stafetten i Randers tidligere på året var der god erfaring med maratonløb som en del af stafetten, idet en del maratonløbere går efter at være med i klub 100 - at have gennemført 100 maratonløb, siger formanden for styregruppen Toni Olesen.

Håb om 600 deltagere

I 2015 deltog omkring 300 personer i stafetten, og i 2016 var der 451, som gik og løb
5.300 km i de 24 timer, som stafetten varer. Overskuddet blev på omkring 100.000 kr., hvilket var en fordobling i forhold til det første år.
”Antallet af deltagere er vokset fra år til år, og i år håber vi på 600 deltagere, lyder det optimistisk fra formanden for styregruppen Toni Olesen, som står for velkomsten efterfulgt af fightertalen ved Marc Huusfeldt, hvorefter det går løs på de to ruter.

Hele kommunen

De to første år var der kritik af at Kræftens Bekæmpelse kræver, at der til stafetten skal være knyttet et bynavn, derfor hedder det Stafet for livet Hadsten og ikke Favrskov.
»Jeg tror, at det er gået op for folk, at det er et arrangement for hele kommunen, og at det er vigtigere at støtte op om sagen fremfor at gå op i hvilken by det er i. Nogle har foreslået, at vi kunne skifte mellem kommunens største byer fra år til år, men så længe jeg er formand for styregruppen, så forbliver stafetten i Hadsten. Det er her jeg har jeg mit netværk blandt via mit engagement i HSK, og netværket er meget vigtigt, når man skal skaffe frivillige til så stort arrangement, siger Toni Olesen.
Han minder om, at man kan deltage, uanset hvilket niveau man er på, og man kan deltage, selv om man er dårligt gående og måske bruger rollator.
” Og man skal ikke nødvendigvis løbe i 24 timer, men kan deltage i de timer, som man ønsker. Og man kan tilmelde sig på selve dagen. Vi danskere vil gerne lige se, hvordan vejret er, før vi melder os til, og sådan var det også sidste år, hvor 80 personer meldte sig til lige før starten,« fortæller han.