Fortsæt til indhold

Socialdemokraterne siger nu nej til byggeri i Hinnerup skov

Enighed om at tage byggeplaner ud af forslag til kommuneplan

Samfund
Af Hanne Bliksted

Forslaget om at bygge boliger i Hinnerup Skov på hjørnet Skovvej /Vestergade bag Hinnerup Bibliotek & Kulturhus har optaget mange borgere de seneste uger, hvor de har skrevet læserbreve og oprettet facebook-grupper mod planerne. Og nu ser det ud til at deres protester har båret frugt, idet den socialdemokratiske byrådsgruppe opfordrer til at forslaget om at bygge på et tre hektar stort område tages ud af kommuneplanen, som i øjeblikket er i høring, før byrådet vedtager den senere på året.
“Den socialdemokratiske byrådsgruppe har drøftet forslaget. Vores vurdering er, at forslaget skal tages ud af kommuneplanen før den endelige vedtagelse, for sådan et forslag skal have både bred politisk og folkelig opbakning for at være realistisk, og det er der helt åbenbart ikke,” siger Erling Kvist Andersen (S) på vegne af den socialdemokratiske byrådsgruppen.
Borgmester Nils Borring får ofte henvendelser fra borgere, som ønsker at skifte deres parcelhus ud med en mindre og bynær bolig i Hinnerup.
“Vi tog ikke forslaget om byggeri i skoven med for at genere borgerne. Men problemet er, at der ikke er mange arealer til boligbyggeri tæt på Hinnerups bymidte, derfor var det et enigt byråd, som besluttede at få planer om byggeri i skoven med i kommuneplanforslaget, siger han.
“Men forslaget har allerede givet så mange protester, at det vil overskygge de mange andre gode forslag i kommuneplanen. Derfor er vi i den socialdemokratiske gruppe enige om at tage den del af kommuneforslaget ud,” siger han.
I stedet ønsker S-gruppen fokus på byggeri af flere almene boliger i Hinnerups midtby, og det ønsker gruppen drøftet i budgetforhandlingerne, som starter med et seminar 23. og 24. august.
Der er borgemøde om kommuneplanen mandag 21. august kl. 19 i InSide i Hammel, hvor alle kan møde op og give deres mening til kende.