“Vi kan ikke undgå, at folk skærer hjørner”
Thomas Sæderup, der er ingeniør i Trafik og Veje i Favrskov, forsøger at svare på nogle af de spørgsmål de skjulte fodgængerfelter i Hammel stiller.
Er der gjort tanker om afviklingen af gående trafik til og fra Hammel Neurocenter, hvilke?
“Fodgængerfelterne på Voldbyvej blev anlagt omkring år 2005/2006 (ved Godthåbsvej), og omkring 1970-1973 (ved Elmevej), og det er ikke muligt at finde en begrundelse for hvorfor Hammel Kommune etablerede dem der,” lyder det.
Thomas Sæderup kommer dog med et bud:
“Den ældste, ved Elmevej, blev sandsynligvis anlagt her fordi Neurocentret havde sin hovedindgang fra Voldbyvej og formentlig havde en større mængde gående trafik her.
Omkring år 2003 etableredes de interne stier ved Neurocentret mellem parkeringspladsen og Voldbyvej. Herved skabte Neurocentret en ny adgang for fodgængere til og fra Neurocentret. Hvor stien ender, kan der naturligvis ikke anlægges et fodgængerfelt, da der er midt i T-krydset, men derimod er det rykket ned mod Østergade – sikkert for at tilgodese det færdselsmønster, at gående sigter mod 'midtbyen'. “
Han tilføjer: “At fodgængere 'skærer et hjørne' eller to, er nok ikke til at undgå. Fodgængerfelter har en vis bredde og de placeres altid vinkelret på køreretningen, så derfor kan der fra starten være et kompromis mellem den naturlige forbindelse (som sikkert er bredere og mere skråt placeret) og hensyn til den kørende trafik.”
Trappe vil tage P-pladser
Hvorfor er der ikke lavet en trappe, eller andre tiltag, der giver folk lyst til at bruge fodgængerfeltet ved Voldbyvej?
“Da parkeringspladsen på hjørnet af Godthåbsvej og Voldbyvej blev anlagt i foråret 2015, var det med henblik på at skabe så mange parkeringspladser som muligt efter aftale med Neurocentret.
Skulle der fjernes en til to pladser fra grunden, skulle pladserne etableres et andet sted. Derudover vil en trappe formentligt højst være til gavn for de resterende 15 tilbageværende pladser, eller den vil invitere til en genvej, henover parkeringspladsen, hvilket ikke er en god løsning.”
Har man gået i området og brugt fornuften, som professoren, anbefaler?
“Vi anlægger sjældent nye overgange, men når vi gør, sker det aldrig uden besigtigelser på kantstensniveau, eller uden at sætte sig ind i området og områdets beboere og deres færden. Men når det er sagt, vil der alligevel være folk der finder på alternativer – og det kan vi nok aldrig komme ud over.”
Intet felt ved Torvegade
Er der stadig et fodgængerfelt på hjørnet af Torvegade/Godthåbsvej? Det har ikke været kridtet op i ti år, så er det sløjfet?
“Fodgængerfeltet er nedlagt. Det er rigtigt, at der kan anes lidt af afmærkningen under asfaltramperne, men eftersom der ikke er en hvid afmærkning over vejen og et op- eller belyst skilt om fodgængerfelt, betyder det, at feltet er fjernet. Her må fodgængerne derfor holde tilbage for bilisterne, men vejen kan krydses flere steder.”