Går du også i fodgængerfelter, der ikke er der?

Hvordan kan det være, at vi overser et fodgængerfelt og krydser vejen fem meter længere henne. Og hvordan kan det være, at et fodgængerfelt, der ikke har været malet op i mindst ti år, stadig bruges til at komme over vejen?
Og hvorfor har dem, der planlægger trafikken, ikke gennemskuet menneskers dovne natur og de naturlige stier vi træder?

FavrskovPosten vil gerne sætte fokus på de steder i trafikken, som vi kan gøre bedre.
E-mail ifavrskov@lokalavisen.dk Skriv, hvad der undrer dig og send gerne billeder med.

Hvorfor ikke på stien

Det har længe undret mig, at en del mennesker ved Hammel Neurocenter krydser Voldbyvej få meter fra en tydelig skiltet fodgængerovergang. De har tydeligvis gået på et stykke asfaltvej, der mest er beregnet til biler. Og bilerne bruger vejen som ind-og udkørsel til Hammel Neurocenter. En snoet sti med trapper fra hovedindgangen leder folk ned til fodgængerfeltet, men den vej vælger de færreste.
For to år siden rev kommunen en ældre bygning ned og byggede parkeringspladser lige over for, uden at der kom en anden løsning dengang.

Udvisket fodgængerfelt

På Torvegade, der munder ud i Godthåbsvej ved SuperBrugsen, finder du et næsten udvisket fodgængerfelt. Sådan har det set ud i mindst 10 år. En del gående krydser Torvegade tilfældige steder, men jeg har bidt mærke i, at lige så mange bruger det udviskede fodgængerfelt.
Hvorfor?
LÆS: "Vi kan ikke undgå, at folk skærer hjørner"

Vi elsker systemer

“Vi har det godt med systemer, når vi færdes rundt, så vi ved, hvad det gælder. Men udviskes meningen, så overholder vi ikke altid det, der var intentionen,” forklarer Ole B. Jensen, der er professor på Institut for Arkitektur og Medieteknologi, han forsker blandt andet i Urban Design og Fysisk Planlægning.
“Vi opfatter byrum på bestemte måder. For eksempel vil de fleste sidde med ryggen opad en mur, og vores øjne bevæger sig oftest i et begrænset synsfelt, for det fortæller vores reptilhjerne os, at det er mest trygt. Når vi bevæger os rundt er det ofte den hurtigste vej mellem A og B, som vores hjerne vælger. Vi kan lokkes, hvis der er noget interessant at se på, eller hvis det virker hyggeligt. Men ofte virker nudging ikke,” mener han.

Historien bestemmer

Han understreger, at han ikke kender til de steder i Hammel, som jeg skriver om, men han giver en generel vurdering.
“Nogle gange er de her steder indrettet efter modsatrettede hensyn, det kan være afstanden til et vejkryds, eller nogle bestemte færdselsregler. Ofte er det et tegn på byens udviklingshistorie, intet bliver lavet i ét hug. Rigtig mange ting er historisk betinget. Men når man planlægger det, bør man altid møde stedet med fornuft,” forsøger han at forklare mig, mens jeg spørger ind til de mekanismer der gør, at nogle trafikerede steder, bare ikke er logiske for menneske-ben.
“Det kan være en rigtig god ting for byplanlæggeren at tage sine gummisko på, og opleve byen, så kan man mærke, hvordan byen er skruet sammen. Det kræver, at man kommer helt ned på kantstensniveau,” lyder rådet.