Elitekor har koncert i Slotskirken
koncert Søndag 27. august klokken 16.00 er der sensommerkoncert i Slotskirken, hvor man kan høre elite-vokalensemblet GAIA, som ledes af deres faste dirigent, Søren Kinch Hansen. De har under overskriften ”Masser af messe” sammensat et program, som de beskriver således: “Den schweiziske komponist Frank Martin, som levede fra 1890 til 1974 komponerede i 1922 sin store Messe pour double choeur a cappella. Dette værk bliver til denne koncert sunget i sit fulde omfang, dog på den måde, at hvert messeled alterneres af en anden komponists bud på samme tekst. Det er en ny og måske ligefrem eksperimenterende måde at fordybe sig i den katolske messes musikalske udtryksformer. Lineært gennem Frank Martins værk og vertikalt – i både tid og sted – ved sammenstillingen med andre komponisters udtryk. Der er fri entre til koncerten i Slotskirken.