“Vi frygter hver gang, det er den sidste ferie”

Det har helt sikkert ikke været nogen luksusrejse, som seks-årige Monique og hendes et år yngre lillesøster i 1947 indledte på banegården Gare du Nord i Paris. Man kan næsten fornemme, hvordan turen har været med 5-600 børn i overfyldte kupeer. på vej gennem et sønderbombet Europa til et ukendt land mod nord, hvor ingen - eller i hvert fald meget få - taler ens modersmål.

Det var Røde Kors og Red Barnet, der i efterkrigsårene sørgede for de krigsbørn, der i perioden 1946-1949 kom på rekreation i Danmark. Togvogne proppet med sultne og ofte sølle børn fra Frankrig, Holland, Luxemburg, Italien, Norge, Polen, Ungarn, Østrig, og Finland rullede ind over den danske grænse, og mellem 1945 og 1951 kom 21.000 krigsbørn på tremåneders rekreationsophold i Danmark.

Meget apropos dagens Danmark, var der også dengang kritikere, som mente, at Danmark hellere skulle bruge penge og kræfter på at hjælpe danske børn, men i de seks år det stod på, nød hjælpeprogrammet for krigsbørnene trods alt bred opbakning.

Papskilt om halsen

Monique og hendes søster Nicole ankom til banegården i Randers med et papskilt om halsen med deres navne - og så blev de hentet af deres danske plejefamilie.
“Min far arbejdede i metroen i Paris og efter krigen var pengene små, så vi to piger blev sendt til Danmark. Vi kunne jo ikke forstå et ord dansk, græd hver dag og havde naturligt nok hjemve. Men vi kom hurtigt til at holde meget af vores danske familie - så meget, at vi hurtigt brugte ordene mor, far og bror om dem.
Det første år var vi fire måneder i Danmark og siden to og en halv måned hver sommer, så vi var nødt til at snyde os fri fra skole. Et år havde vi glemt vores pas i Paris, men fra Fredericia blev der ringet til Randers og herfra lød beskeden, at vi bare skulle afleveres på en restaurant og have serveret en stor, stegt rødspætte og masser af is til dessert. Så skulle vi nok blive hentet,” fortæller Monique.

Sommerhus i Bønnerup

Historien genopfriskes i et sommerhus lige ud til vandet ved Bønnerup Strand, og når Monique taler dansk uden at skulle lede efter mange ord, så skyldes det, at det i år er ferieophold nummer 70 på lige så mange år for hende.
“Vores nye danske mor og far - og deres søn - var så glade for os og var så søde. De drev en møbelforretning i Torvegade i Randers, men hver sommer gik turen til Djursland. Først i et lille og meget primitivt sommerhus i Fjellerup, hvor der dengang kun var tre sommerhuse, husker hun.
Siden er Fjellerup blevet skiftet ud med Bønnerup Strand som feriemålet hvert eneste år. Ikke noget med at drage mod syd og evig sol og sommer.
“Nej, vi elsker at være her. Det kan godt være, at nogle danskere er utilfredse med vejret, men vi klager aldrig. Vi har tøj med til al slags vejr.”
Fjernsyn ser Monique og manden Jean kun hjemme i sjettesalslejligheden i Paris.
“Her ser vi ud over havet. Det er nok for os. Og vi har naturen tæt på. En dag så vi rådyr lige uden for vinduerne. Det er herligt med dyrene tæt på,” siger Monique og siger i samme forbindelse, at hugorme dog er en undtagelse. Denne sommer har hun dog ingen set, så de har nok også savnet solen og varmen ved det hus, som gode venner stiller til rådighed for dem meget favorabelt, for en fransk pension rækker ikke til at betale markedslejen i et sommerhus på Norddjurslands kyst.
Parret har tre voksne børn, som også alle har været i Danmark og ferieret. Og det er også kun Monique, som har taget turen til Danmark 70 år i træk. Søsteren Nicole foretrækker sydlig varme om sommeren.

Danmark er hjem

“Det lyder måske mærkeligt, men for mig er Danmark som at komme hjem. Jeg er nået så langt som til at tænke på dansk. I Frankrig blev vi opdraget strengere, end man gør i Danmark og jeg synes også, at folk er mere hjælpsomme her.”
Monique og Nicole kunne være blevet bortadopteret, men det kom aldrig rigtigt på tale. Og et tilbud om, at hendes danske plejefamilie ville betale for en uddannelse i Danmark, blev heller aldrig til noget. Hendes rigtige forældre afslog.
“De tænkte nok også på, at der var brug for den indtægt, jeg havde ved at sidde på kontor og skrive på maskine,” mener hun.
Parret taget hvert år turen fra Paris til Djursland i bil.
“Jeg har ikke kørekort, så det er Jean, der er bag rattet. I mange år kørte vi turen i ét stræk, men nu tager vi en nat på hotel i Tyskland hver vej,” fortæller Monique.
Hun er blevet 78 og Jean er 83 år.
“Helbredet er ikke så godt som tidligere, men vi er enige om, at tage turen til Danmark, så længe, vi er i stand til det. Men vi må da indrømme, at vi hver gang tænker på, om det nu bliver den sidste ferie her.”
I år oplevede parret noget nyt, da de i deres Volvo var klar til at køre ind i Danmark.
“Der var grænsekontrol. Det havde vi godt ikke troet at skulle opleve igen. Vi viste vores franske pas, men betjenten kiggede godt nok, da jeg på dansk sagde, at vi skulle besøge venner i Munkebo og siden til Bønnerup Strand. Så fik vi hurtigt lov at køre videre.”
Parret har fundet gode venner gennem de mange år, og de bliver besøgt under ferien. Der købes gerne friske fisk på havnen i Bønnerup. Og Monique køber danske ugeblade og tager med hjem som læsestof i Paris resten af året.
“Jeg samler også sten på Gjerrild Klint. Så ligger de fremme i vores lejlighed som et minde om Danmark - og vi glæder os til at vende tilbage.”