Fortsæt til indhold

Det sker der med dit sorterede madaffald

Agenda Centeret i Albertslund får mange henvendelser fra folk, efter at medier har beskrevet, hvordan madaffaldet køres langt væk i lastbiler

Samfund
Jørgen Brieghel

”Der raser i øjeblikket en debat i medierne om madaffaldet, og vi får henvendelser om det: Kan det overhovedet betale sig at frasortere madaffaldet? spørger folk. Vi har derfor gjort os den ulejlighed at opsøge svarene.”
Det fortæller Povl Markussen, Agenda Center Albertslund. Her har man netop har været på besøg hos HCS, der håndterer madaffaldet fra Albertslund.
”Alt det madaffald vi sorterer fra i Albertslund kommer til bioforgasning, og restproduktet efter bioforgasningen kommer ud på markerne. Men inden det kommer så langt, bliver det først lavet til en grød i en fabrikshal i Glostrup. Det lyder måske som en underlig historie, men den er god nok”, forsikrer Povl Markussen.

Sådan foregår det

“Hele processen foregår således”, fortæller han. “Skraldebilerne kører vores madaffald til Vestforbrændingen. Her bliver det læsset af, uden at de to fraktioner i bilerne blandes sammen. Så læsses madaffaldet på en ny stor lastbil, op til 35 tons ad gangen. Det køres til HCS i Glostrup, der bor, hvor Poul Bergsøes fabrikker lå i gamle dage. Her fjerner en rive alle større ting, der ikke er madaffald. I en maskine bankes madaffaldet i mindre stykker, der blæses luft igennem, så al plast pustes væk, og urenheder sorteres fra i en sigte. Alt i alt frasorteres der i gennemsnit 8 %, som køres til forbrænding. Den rene madaffald bliver blandet med 40 % regnvand, så det ender, som en brun og ikke særlig appetitlig grød. Imidlertid elsker mikroorganismerne det. Derfor er det lige til biogasanlægget. Det ligger ved Slagelse og hedder Hashøj. Her blandes vores grød med affald fra landbruget, for det giver ekstra meget gas. Når gassen er trukket ud af bioaffaldet, er det stadig fyldt med gode næringsstoffer. Derfor får landmændene det til at sprede ud på deres marker”.

Her kan man tydeligt se grøden - som i teknikkerkredse kaldes for pulp.

Langt til Slagelse

På spørgsmålet om det ikke er langt at køre det helt til Slagelse, svarer Povl Markussen:
“Jo, det er det selvfølgelig. Ideelt skulle anlægget ligge lidt tættere på København, og jeg er sikker på, at der også kommer anlæg nærmere os, men tre ting hører med til historien. Dels er der rigelig gas i madaffaldet, til at dække hele den proces og transport madaffaldet skal igennem. Dels skal det afgassede materiale jo alligevel ud til landmændene, så om det køres ud på landet før eller efter, det er afgasset, er ikke så afgørende. Og endelig, så er 80 % af det, der kommer ind i biogasanlægget, fra landbruget, og kun 20 % er madaffald. Hvis vi derfor ikke fragter vores 20 % ud på landet, så skal landmændene køre deres 80 % ind til os”.