Brødrepar kørte 160 km. på ét hjul
15-årige August Agerskov og 13-årige Bertram Agerskov fra Ølstykke har gennemført et såkaldt “ultra-marathon”
Kære læser - kan det friste med 160 km. på en ethjulet cykel.?
Puha, nej ellers tak ville det nok lyde fra de fleste, men nu er August Agerskov og lillebror Bertram Agerskov fra Ølstykke heller ikke som alle andre, når det kommer til en markant udfordring på ét hjul.
Derfor besluttede de for nylig at sætte sig op på hver deres ethjulede cykel og køre et “ultra-marathon” - på engelsk et “unicentury”, hvor der køres 100 miles, hvilket svarer til lidt over 160 km.
Turen startede kl. 8.00 om morgenen i Kalundborg, og derfra gik det ellers videre til Holbæk, Frederikssund, Jyllinge, Trekroner og Vallensbæk, inden målet og de 160 km blev nået i Smørum.
“Jeg er naturligvis meget stolt af drengene. Det er en rigtig flot fysisk præstation, som garanteret giver genlyd i unicykel-kredse,” siger Lars Agerskov, far til de to drenge og med på turen - skiftesvis i bil og på en tohjulet cykel.
“Hvordan var humøret hos August og Bertram, da de kom i mål og kunne stige af cyklen?
“De var virkelig glade og også meget stolte, men trætheden lyste ud af dem. De var smadrede for at sige det ligeud, og de havde også en hård periode efter 120 km., hvor de ramte “muren” af træthed og smerter i bagdelen. Det var faktisk lige ved at tage modet fra dem, men med fælles opbakning fik de holdt hinanden oppe, så målet blev nået i tiden 13 timer og 12 minutter.”
Verdensrekord af Bertram
Og målet blev i den grad indfriet, for 13-årige Bertram blev samtidig den yngste i verden til at gennemføre den hårde og lange distance.
“Den tidligere uofficielle rekord er fra 2015, hvor den blev sat af amerikaneren Augie Tourdot på 14 år. Nu er Bertram den yngste unicykel-rytter til at have gennemført 100 miles på et døgn. Det er selvfølgelig en præstation og titel, som Bertram kan være meget stolt over,” siger Lars Agerskov.
Udfordringen, der blev klaret med “36” store hjul, armstøtter og hydrauliske bremser, har ikke medført særlig træning.
“Nej, de gør sig egentlig ikke så meget i langdistancer. Det er mere freestyle og tricks,” siger Lars Agerskov.
Alligevel er de to Ølstykke-drenge ikke uerfarne med den éthjulede cykel. I fem-seks år har de dyrket sporten i Jyllinge-klubben JUCE, og begge er med på det danske landshold unicykel-landshold “Danish Freestyle”.
“De skal blandt andet deltage i Unicon VM 2018 i Seoul Sydkorea, hvilket de ser meget frem til,” siger Lars Agerskov.