Stafet for livet med gribende start
Knap 500 meldt til ved trejde udgave af Kræftens Bekæmpelses støttearrangement I Hadsten
Det er sjældent, at der er stille på et stadion, når op mod et par hundrede mennesker er samlet, men stilhed var der på NMT Arena på Skovvangsvej i Hadsten lørdag formiddag, da Marc Huusfelt fra Bjerringbro holdt fightertalen som start på dette års Stafet for livet, arrangeret af Kræftens Bekæmpelse
Hans syv-årige datter Luna er netop erklæret rask efter et hårdt sygdomsforløb, hvor den knude ved armen ikke var en fedtknude, som lægen mente, men leukæmi. Kun fordi hustruen insisterede på en ny undersøgelse af dattern, blev knuden opdaget.
Kys på panden
Marc Huusfelt holdt en gribende tale om datterens sygdomsforløb.
“Hun kastede både blod og slimhinder op, og hun havde så mange smerter, at vi end ikke kunne kysse hende på panden, uden at hun skreg,” fortalte han, mens flere stod med en klump i halsen og nogle tørrede et par tårer væk fra øjenkrogen.
Stafetten blev som de to tidligere år åbnet med en fighterrunde, hvor 21 personer som har eller har haft kræft iklædt gule t-shirts går forrest, lige efter Søndermarkens Blæserorkester. Sidst i rækken kom så de øvrige deltagere.
Hvis ikke Marc Huusfelts tale havde rørt folk, så var der stof til eftertanke, da fighterrunden startede, forrest gik stafettens ældste deltager 99-årige Magda Skou fra Øster Alling hånd i hånd med syv-årige Luna.
Magda Skou havde for et par år siden modermærkekræft i panden. Ulykkeligvis lykkedes det ikke lægerne at fjerne det i første omgang, så hun måtte opereres igen.
“Det er min datter Grethe (Laursen fra Stafet-komitéen, red.), som fik mig med. Og mine børnebørn har været spejdere og med i andre ting, så kan jeg også være med i dag, bare min familie vil køre mig frem og tilbage,“ sagde Magda Skou, der fylder 100 om et halvt år.
Team 2. juledag
Flere deltagere deltog på et hold, blandt dem var Team 2. Juledag med 34 deltagere fra både Hadsten, Trige og Harlev. Et par familiemedlemmer fik ideen til at deltage i Stafet for livet ved julefrokosten 2. juledag for nogle år siden, da Lissi Bruun Sørensen fra Hadsten var syg af kræft. Hun døde som 72-årig efter at have været med ved den første stafet i 2015.
“Vi har et stærkt sammenhold i familien, og med på holdet er både onkler og tanter og de unge menneskers kærster. Og det er smadderhyggeligt at være med,” fortæller formanden for holdet Birthe Bruun Thomsen fra Harlev.
“Vi glemmer aldrig hvorfor vi er med i dag, og alle dem som har kræft inde på livet, burde møde op,” tilføjer hun mens vi går den første runde omkring Bavnehøjskolen lørdag formiddag og solen kæmper for at komme igennem skyerne.