Motor-Mikkel parkerer formel 1-drømmen og skifter klasse
Fremover skal Mikkel Jensen fra Hasselager køre i GT-serien for BMW
Han er 22 år, er opvokset i Hasselager, og så har han særdeles godt styr på det der med benzin, fire hjul og masser af fart.
Faktisk er Mikkel Jensen så talentfuld, at han netop har skrevet kontrakt med BMW.
Dermed er drømmen om formel 1 kørt i grøften, og en karriere inden for den mindre kategori GT er i stedet sat i højeste gear.
Nu hedder det store mål Le Mans - og naturligvis skal der guld om halsen.
“Det er det her, jeg drømmer om at kunne leve af. Den her kontrakt har gjort det mere realistisk. Nu kan jeg formentlig udleve drømmen meget snart. Jeg håber at kunne køre professionelt allerede fra næste år,” fortæller Mikkel Jensen, der forklarer, at han var helt afklaret med, at formel 1-målet ikke kunne nås.
“Det kræver et enormt budget at nå til formel 1, og det så sort ud at få økonomien til at hænge sammen. Indtil nu har økonomi-delen krævet en masse kræfter, men nu kan jeg koncentrere mig om at køre ræs og skabe mig en karriere indenfor GT-serien,” fortsætter Mikkel Jensen.
Tror på en lang karriere
Den unge Hasselager-gut begyndte at køre gokart som 15-årig - langt senere end konkurrenterne. Allerede efter to år kom han til udlandet for at køre formel-biler, og de seneste to år har han kørt formel 3, som er et skridt op ad stigen hen i mod formel 1. Der var dog fortsat lang vej hen mod målet, så beslutningen lå lige for:
“Jeg kunne have valgt at køre en tredje sæson uden at få det optimale ud af det. Men jeg må indse, at jeg bare ikke kommer videre, så det kan godt betale sig at prøve at skabe sig en fremtid indenfor noget andet,” siger racerkøreren.
Så da BMW tilbød ham at komme til en test i Frankrig mod fire andre kørere, takkede han ja - og han blev valgt.
“Det er fedt! Jeg tror, at jeg med en så stor og succesfuld motorsportsfabrik i ryggen kan få en lang karriere,” lyder det fra Mikkel Jensen.
Må ofre sig for sporten
Med den specielle hobby som racerkører følger mange dage på farten. De seneste par år har han rejst cirka 160-180 dage årligt, og i 2017 hedder det tal cirka 120-140 dage.
Det har konsekvenser for den 22-årige gut, som stadig bor i barndomshjemmet i Hasselager med sin far.
“Jeg må sige nej til mange ting med vennerne. Jeg kan måske være med én ud af fem gange, der sker noget sjovt. Det betyder, at jeg har færre men rigtigt gode venner,” fortæller Mikkel Jensen, der desuden kun drikker alkohol ganske få gange om året for at være så optimalt klar som overhovedet muligt.
Han går nemlig meget op i at være godt forberedt. Det betyder, at han hver dag bruger to timer i fitnesscentret.
“Det er faktisk ret hårdt at køre racerbil, og det er nemt at få skader. Bremsen er sindssygt hård. Det kan virkelig mærkes i benene og den nederste del af ryggen. Desuden kan en racerkører ikke slappe af indimellem, som eksempelvis en fodboldspiller. Man er på hele tiden, og det er mentalt og fysisk hårdt,” siger Mikkel Jensen, som oveni det hele tager HF-enkeltfag for at kunne afslutte sin studentereksamen.
Men hvad er det, motorsporten giver dig?
“Det giver et vildt adrenalinkick at køre op mod 300 kilometer i timen. Jeg tænker ikke på, at det kan gå galt - det er vist mest min mor, som gør det.”