"Lysten har drevet værket i alle 40 år"
Vinstokkene står ranke og snorlige hen over Smouen Alper, der rejser sig rundt om Åkjærsgård Plantecenter. Ved siden af de voksne vinstokke er en ny vinmark ved at pible frem af jorden.
“Jeg regner med, at alle markerne her de bliver til vin. Det tror jeg altså der er fremtid i. Folk spiser ikke så meget, men de drikker hele tiden,” griner plantecentrets ejer Jørgen Holst.
En million træer
For det handler netop om at følge med tiden, og når Jørgen Holst i weekenden kan fejre 40 års jubilæum med Åkjærsgård Plantecenter, så er en af årsagerne, at han har formået at se, hvilke tendenser, der rører sig.
Det er derfor, at han nu viser rundt mellem kiwi- og abrikostræer på en halvkølig dansk sensommerdag, inden han fortæller, hvordan planerne om en voksende skov af spisekastanjer og ikke mindst valnøddetræer skal være med til at tegne plantecentrets fremtid, fordi nøddespisning har vist sig at være yderst effektiv mod kræft.
“Ja, altså det ender jo med, at jeg kommer til at ligge og kæmpe med de store medicinalfirmaer,” siger Jørgen Holst grinende og uddyber sine bevæggrunde:
“Det er jo lysten, der driver værket. Nye idéer kommer, og jeg springer bare ud på dybt vand. Jeg havde traditionelt landbrug før, men det var der ikke meget fremtid, så jeg startede med lidt juletræer og pyntegrønt og lidt frugt, og nu har jeg efterhånden handlet med samtlige lande i Europa. Jeg har nok plantet en halv million træer i mit liv. Ja, det er måske også blevet til en million,” vurderer Jørgen Holst.
Tjaa, lidt beplantning bliver det vel til, når man er syvende generation på gården...
Når man kan have det så rart
Med så mange år i branchen har Jørgen Holst da også mærket, hvordan det er blevet hårdere at drive planteskole. Folk går nok ikke helt så meget op i haven, som de engang gjorde, og når de skal have fat i planter eller træer, så er supermarkederne ofte tæt på. Det handler derfor om fortsat at kunne tilbyde kunderne en umådeligt bred palet af planter, buske, frugttræer, bær og grøntsager, mens oplevelsen af at være i naturen altid skal være tilstede.
“Når vi har plantet bliver det lidt som at følge en familie. Jeg elsker naturen, og jeg elsker at se, hvordan det går med træerne derude,” fastslår Jørgen Holst, som håber på at Åkjærsgård kan fortsætte i generationerne efter ham, selv om fremtiden på længere sigt endnu er uvis.
“Det er jo sådan med generationer, at nostalgien ofte forsvinder. Mennesket vil gerne have, at alt skal være større og større, men hvorfor egentlig, når man nu kan gå her og have det så rart,” siger Jørgen Holst med et lille smil.