Fortsæt til indhold

Hestemarked med traditioner

Pladsen ved Hammel Idrætscenter summede af liv

Samfund
Tekst og foto: Hanne Bliksted

En tur i radiobilerne, en belgisk vaffel eller en hotdog er for mange en tradition, når de kommer til Hammel Hestemarked, for årets store byfest har mange traditioner. Denne weekends hestemarked var nr. 45 i rækken, og selv om der kun er få hestehandlere på pladsen, så er der fortsat masser af stemning og hygge, når man slentrer rundt markedspladsen i sensommersolen.
Susanne Nielsen fra Løvel var tilbage på hestemarkedet for første gang i 30 år efter, at hun som barn i Thorsø altid kom til byfesten i Hammel. Normalt tager hun ikke på marked, men lørdag havde hun ca. 25 kaniner til salg på hestepladsen.
“Jeg håber at få solgt dem alle, for jeg har flere kaniner hjemme, og jeg vil jo gerne gøre nogle børn glade,” sagde hun, mens folk stod i kø for at kigge og få gode råd om kaninhold i en lejlighed.

Høns

Høns var der en del af, og hanerne galede så højt om kap, at det gav et gip i de yngste børn som knap tre-årige Valdemar, som var på marked med sine morforældre, som er faste gæster ved markedet.
“Det er dejligt at komme her, se dyrene og opleve stemningen,” sagde mormor Inger Overgaard fra Herskind.
En del af markedspladsen var lidt fugtig, og træflis var lagt på de mest kritiske steder, men det var slet ikke smattet som ved de to foregående års marked, og i år kunne man faktisk gå på vandet. Ved den nye sø ved Bredefeldsvej tilbød et firma ture i en gennemsigtig kæmpeballon, og lørdag formiddag var der kø for at prøve den.
Senere på dagen, var der første cirkus for de små og så koncert med blandt andet Sussi og Leo samt det lokale rockband Mute the Tape.

Kaniner er altid et hit hos børnene.
Hotdogs-hygge i sensommersolen.
På søen ved Bredefeldtsvej kunne man næsten gå på vandet.
De farverige fugle blev beundret af mange.
Tivoli med forlystelser for både små og stor vovehalse hører til et marked.