Fem fede festivaler og happenings i kulturåret
Mere end 400 arrangementer fylder Aarhus og Region Midtjylland, når 'Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017' løber af stablen fra 21. januar.
12 større begivenheder, kaldet fuldmåneevents, og fire megaevents ligger spredt ud over året ind i mellem massevis af kultur i alle afskygninger.
Valgmuligheder er der altså nok af, så vi har på Lokalavisen Aarhus allieret os med Aarhus 2017 og bringer hver uge frem mod den officielle åbning 21. januar fem nedslag i programmet inden for musik og lyd, billedkunst og udstillinger, børn og unge, scenekunst, sport og leg, litteratur samt festivaler og happenings. Denne gang gælder det arrangementer inden for 'festivaler og happenings' i Aarhus.
RR Rethink Reformation
Aarhus Universitet, Aarhus Domkirke og Folkeuniversitetet i Aarhus præsenterer denne fuldmåneevent.
Som en markering af 500-års-jubilæet for Wittenberg-teserne inviteres publikum til at følge i Martin Luthers fodspor. Det sker gennem flere tiltag. 29. oktober finder en festgudstjeneste sted i Aarhus Domkirke. 31. oktober genopstår Reformationens ånd på Bispetorv. I den forbindelse forvandles torvet og de omkringliggende bygninger til et 'gentænkningslaboratorium', hvor man kan gentænke Reformationens teorier til visioner for verden i dag. Efter gentænkningslaboratoriet er Aarhus Universitet vært for en international forskningskonference om Reformationens indflydelse på dansk og europæisk historie og nutidens samfund. Det sker 1.-3. november.
Hyphotheticals
Aarhus 2017 og Clement Kjersgaard præsenterer fire store arrangementer på Aarhus Teater. Verden står overfor meget store udfordringer, og uenigheden er enorm. På fire dage i 2017 omdannes Aarhus Teater til et forsamlingshus, når Clement Kjersgaard samler en lang række prominente gæster på scenen og i salen. Det første arrangement finder sted søndag 26. februar med titlen: Vil demokratiet vinde? 21. maj handler det om 'Mure og Broer - om mangfoldighed og forskellighed'. 10. september: 'Liv og Overlevelse - om bæredygtighed'. 27. november: 'Revolution og Evolution - om forandring'.
Aarhus Stories
I et spektakulært show kommer publikum helt tæt på Aarhus' historie, når fem specialproducerede animationsfilm overtager Aarhus Domkirkes sydvendte facade. Oplev vikingetidens togter, industrialiseringens damp og frihedsbudskabet fra 1945. Showets soundtrack er komponeret af DJ Static og Nicolai Absalon. Musikken fremføres live på aftenerne af DJ Static i selskab med udvalgte solister og musikere. Det sker 15.-18. marts.
Århundredets Festival
I 2017 skruer Århundredets Festival tiden tilbage til det forrige århundrede og tager et kritisk, forsigtigt og varmhjertet kig på Europa, som det så ud i 1950-2000. Århundredets Festival præsenterer mere end 200 events over ti dage. Festivalen er baseret i Aarhus, men der foregår events i hele Region Midtjylland. Løber af stablen 3.-11. marts.
Aarhus Festuge
Festugen har fundet sted hvert år siden 1965 som et udstillingsvindue for lokale, nationale og internationale kunstnere - og i år er ingen undtagelse. Årets tema er 'Bridging'. Ugens events spænder bredt, og samler hvert år mere end 300.000 gæster. Sker 25. august–3. september i hele byen.