5,5 millioner til vejsagen
Enigt byråd har fordelt de kommende års budget. Og så var der tilmed 47 millioner mere at gøre med, end først ventet
Samtlige partier i Favrskov Byråd præsenterede tirsdag de kommende års budgetter for Favrskov Kommune.
Og det bliver til hele 47 millioner mere til 'velfærd' end først ventet, så det samlede anlægsbudget i 2018 lander på 138 millioner kroner, mod det forventede 90 millioner kroner.
Og de kommende år er der allerede afsat 100 millioner til anlæg, mod forventet 90 millioner kroner tidligere på året.
Det er blandt andet færre midler til flygtninge, indkomstoverførsler på arbejdsmarkedsområdet, samt en bedre bloktilskudsaftale mellem KL og Regeringen, der giver de mange millioner ekstra i kassen.
Og dem vil politikerne selvfølgelig gerne brænde af.
I år bliver det både på 'kedelige' opgaver, såsom nødvendig renovering af kommunens ejendomme, især skolerne skal have en tur.
Men der er også afsat 2,5 millioner kroner til en kunstgræsbane i Hadsten, 10 ekstra plejehjemspladser i Voldum og så er der afsat mere end 5,5 millioner kroner til at vende vejside-sagen.
Her vil politikerne - så vidt det er muligt - forsøge at kommunalisere så mange veje som muligt i Favrskov.
Men helt konkret hvordan, har de endnu ikke kommet med et bud på.
FavrskovPosten følger op senere i dag med endnu flere artikler, der vil fortælle dig, hvad budgettet indeholder.
Det er i høring indtil 18. september.