Fortsæt til indhold

Hvor blev pengene af?

Samfund
BØRNEPOLITIK

Charlotte Vindeløv,
Byrådskandidat for SF

LÆSERBREV Én af mine mærkesager er børn, unge og deres familier.
Og i særlige høj grad, hvordan vi kan sikre en tryg opvækst, hvor vi også har fokus på en tidlig indsats overfor de børn, som ikke trives.
Vi ved, at hvis vi yder en tidlig indsats overfor de udsatte børn, er der mange penge at spare på den lange bane - ellers kan det afstedkomme dyre anbringelser, manglende uddannelse og en manglende tilknytning til arbejdsmarkedet.
Derfor bør vi sikre, at vores dagtilbud har de rette ressourcer - og dermed imødegår og evt. også kompenserer for den manglende trivsel. Det kan det uddannede personale i mange tilfælde være med til at afhjælpe, hvis de har tiden til det.
Af samme grund bliver jeg selvsagt bekymret, når jeg læser, at vi i Skanderborg Kommune har valgt at spare på det pædagogiske personale jf. BUPL"s undersøgelse over den seneste byrådsperiode. Og bekymringen bliver ikke mindre, når det fremgår, at vi har modtaget en pæn sum penge, som var øremærket til pædagogisk personale.