Fortsæt til indhold

Maden skal tættere på de ældre

Samfund
Arkiv

Skanderborg Kommune forsøger nu at få del i de 425 mio. kr. som Sundheds- og Ældreministeriet har udbudt i en pulje til renovering og forbedring af køkkener i ældreplejen. Kommunen søger om godt fire mio. kr. til renovering af køkkener på fire kommunale plejecentre, så maden kommer tættere på de ældre.

Ansøgning fra Skanderborg Kommune blev sendt i går, tirsdag 28. marts til Sundheds- og Ældreministeriet. Konkret drejer det sig om 16 afdelingskøkkener på de fire plejecentre Kildegården, Møllehjørnet, Dagmargården og Præstehaven.

“I Skanderborg Kommune vil vi gerne understøtte det gode hverdagsliv, hvor mad og madlavning spiller en vigtig rolle. Målet er at gøre afdelingskøkkenerne på plejecentrene til et omdrejningspunkt, der summer af liv, aktivitet og socialt samvær. Vi har lavet en god og grundig ansøgning, så vi krydser fingre for, at Sundheds- og Ældreministeriet også kan se gevinsten i projekterne og imødekommer vores ansøgning,” siger Christina Bottke, der er formand for Socialudvalget.

Sundheds- og Ældreministeriet giver svar på kommunernes ansøgninger sidst i april. Hvis ansøgningen fra Skanderborg Kommune imødekommes, er det planen, at renoveringen af afdelingskøkkenerne gennemføres i efteråret 2017.