Nederlag i tæt lokalderby
@Byline.emne:Håndbold skanderborg 1. division damer Skanderborg Håndbold – Hadsten Håndbold, 19-20 (10-10) Målscorere Skanderborg: Sidsel Mejlvang 5, Trine Knudsen 5, Kristina Sommer 3, Katrine Larsson 2, Caroline Svarre 2, Othilia Christensen 2. Som ventet blev det en spændende og meget tæt kamp mellem to ærkerivaler, da Hadsten var i Fælledhallen til sæsonens første kamp lørdag 9. september. Skanderborg kom fint i gang og var foran 4-1 efter næsten ti minutter, før Hadsten fik scoret sit andet mål. Herefter fulgtes holdene dog pænt ad, med Skanderborg foran med ét mål meget af tiden, til 10-10 ved pausen. I anden halvleg fortsatte holdene med at bytte mål, til Skanderborg øgede føringen til 18-16. Ti minutter før tid blev det til 19-17 på mål af højrefløj Kristina Sommer, der i anden halvleg på fornem vis debuterede på banen efter to korsbåndsskader og nu scorede sit tredje mål. Men så bød de sidste ti minutter på fuldstændig måltørke hos Skanderborg. Og med kun 19 mål og dertil ti minutter uden mål, ja så er det svært at vinde et så tæt opgør.
Ærgerlig træner
Det måtte en ærgerlig cheftræner Kristian Danielsen konstatere efter en kamp, som han selvfølgelig havde håbet at vinde, hvilket det også så ud til langt det meste af tiden. “Jeg synes, vi havde forberedt os godt på Hadsten, vi vidste, hvad de kom med, og det gik jo også rigtig fint langt hen ad vejen. Vi holdt vores aftaler i store dele af kampen, og at vi holdt Hadsten nede på kun 20 mål er jo også godkendt. Men at vi selv kun scorede 19 mål og yderligere havde en scoringspause de sidste ti minutter, det blev afgørende. Om Hadsten havde held med at lokke os i gunstige skudsituationer for dem, eller om vores afslutningsniveau stadig er for svingende, skal jeg lade være usagt – Hadstens målmand Sara Kececi stod i hvert fald fint, men uden jeg synes, vi rigtigt får udfordret hende,” siger cheftræneren. Kilde: Skanderborg Håndbold