Fortsæt til indhold

Idræt. Idræts-penge er brugt forkert

Samfund
Arkiv

Marin Frausing-Poulsen (DF) John Haarup Laursen (DF) medlemmer af Skanderborg byråd Læserbrev Hvad vil Skanderborg Kommune med idrætten? Man kunne også vende det om og spørge, hvad vil idrætten med Skanderborg Kommune? Når man spørger på denne måde, er der ingen tvivl om, at begge parter vil noget, men spørgsmålet er, om det man vil, er det samme. Der blev i sidste byrådsperiode bevilliget rigtig mange penge til udvidelse af idrætsfaciliterne i kommunen, men blev de brugt rigtigt? Nogen siger ja andre nej. Ud fra det man efterfølgende har måttet konstatere, så er pengene blevet brugt forkert, fordi man gerne ville tilgodese så mange, som muligt. Ovenstående skriver vi, fordi der blandt kommunens idrætsforeninger er et meget stort ønske om, at der bliver etableret nye idrætsfaciliteter i de kommende år, og det er ønsker lige fra svømmehaller, fodboldbaner til nye idrætshaller. Som det er nu, må vi erkende, at kommunens økonomi ikke er til de helt store aktiviteter på anlægssiden, når vi taler om idrætten. Pengene skal bruges andre steder de næste år. Hvorfor står man så og mangler idrætsfaciliteter i kommunen? Det er der flere grunde til. Skaden er allerede sket inden kommunesammenlægningen, man har i de fire gamle kommuner ikke formået at lave en idrætspolitik, hvor man sørgede for, at man fulgte med tiden, og at man fik lavet de nødvendige faciliteter efterhånden, som kommunerne udviklede sig. Efter kommunesammenlægningen har man heller ikke haft nogen plan for udbygningen af faciliteterne, og helt galt er det ved at gå nu, hvor der flytter rigtig mange mennesker til kommunen, for mange af dem vil også dyrke idræt, og dem er der bare ikke plads til. Hvordan kommer foreningerne og kommunen videre? Jo det gør man ved, at man bruger idrættens talerør “Idrætssammenvirket”, og som skal på banen og være med til at sætte dagsordenen og være med til at lave en langsigtet plan for idrætten i Skanderborg Kommune. Dette opfordrede vi dem til på deres årsmøde, og vi ved, at de allerede har ønsket at få et møde med kultur- og sundhedsudvalget om dette. Det er det første skridt til at vi få lavet en langsigtet plan til gavn for idrætten og dens bruger. Der er ingen tvivl om, at vi mangler idrætsfaciliteter i Skanderborg Kommune, og det skal der gøres noget ved. Men det er vigtigt, at idrætten også er nød til at erkende, at man bliver nødt til at lave en prioritering af tingene, og at det helt sikkert vil komme til at skuffe nogen, men det handler om økonomi. Derfor er det også rart at se, at der rundt om i kommunen blandt idrætsudøverne og andre, er blevet taget initiativ til at rejse midler til nye idrætsfaciliteter i kommunen. I Dansk Folkeparti erkender vi, at der er problemer på idrætsområdet, og er derfor klar til at gå aktivt ind i, at vi får skabt så gode forhold for kommunens idræt, og at der bliver lavet en langsigtet plan for området. En plan der også skal indeholde, hvordan vore idrætsforeninger kan få hjælp af kommunen til at etablere nye faciliteter.