Få smag for fremtidens landsbyer
Smag, mærk og oplev fremtidens landsbyer 23. september
Så er der mulighed for at smage, opleve og mærke fremtidens landsbyer, når Grundfør er vært for arrangementet ”Oplev Landsbyen” 23. september fra klokken 10 til 16.
”Oplev Landsbyen” samler landsbylivet i et alsidigt program, der blandt andet byder på foredrag med Signe Wenneberg, kunstudstilling og underholdning med Mek Pek og Det Flyvende Kuffertcirkus. Samtidig viser virksomheder, kunstnere og landsbyer fra Region Midtjylland deres successer frem på 30 stande, og flere oplæg sætter fokus på landsbyernes potentiale. Borgmester Nils Borring glæder sig.
”Oplev Landsbyen” samler mange landsbyers kvaliteter på ét sted og viser, hvorfor det er godt at bo i en landsby nu og i fremtiden. Programmet er både for dem, der er interesseret i den faglige del af landsbyers udvikling og for dem, der overvejer at flytte ud af de større byer,” siger Nils Borring.
Hanne Smedegaard er formand for Landsbyrådet i Favrskov Kommune og glæder sig til at tage imod besøgende.
“Landsbyer kan noget andet end de større provinsbyer eller storbyer. Ofte er der opbakning til at prøve ting af. Der er større tolerance og højt til loftet, så der bliver plads til kreativitet, samarbejde og mangfoldighed,” siger hun.