Dansk Industri giver Egedal Kommune dumpekarakter
Egedal er placeret som nr. 94 ud af 96 kommuner i ny erhvervsklima-undersøgelse fra Dansk Industri. Placeringen står i kontrast til lignende undersøgelse fra Dansk Byggeri
Det er ikke mere end en måned siden, at Lokalavisen Egedal kunne fortælle, at Egedal Kommune er gået hele 23 pladser frem i den årlige erhvervsvenligheds-analyse fra Dansk Byggeri.
Men i en lignende erhvervsklimaundersøgelse fra Dansk Industri, er man kommet frem til et andet resultat. Her bliver Egedal Kommune placeret helt i bunden - nærmere betegnet som nummer 94 ud af 96 danske kommuner.
Baggrunden er, at Dansk Industri vurderer, at kommunen har for svært ved at skaffe kvalificeret arbejdskraft, har for høje skatter og afgifter og i øvrigt kommunikerer for lidt med virksomhederne.
Resultatet, der er kommet i hus ved at 45 ud af 220 adspurgte virksomheder har svaret på en række subjektive spørgsmål om alt fra dialog til sagsbehandling, bliver modtaget med ærgrelse hos Egedals borgmester Karsten Søndergaard.
Tager det alvorligt
“Vi tager det alvorligt, når virksomhederne siger, at de ikke oplever en tilstrækkelig høj erhvervsservice. Vi arbejder allerede meget med vores dialog med virksomhederne, og her må vi bare anstrenge os endnu mere. Men jeg ærgrer mig over, at DI giver os en bundplacering, fordi vi eksempelvis har landets højeste erhvervsfrekvens og en meget lav arbejdsløshed. Så er det da klart, at virksomhederne har svært ved at skaffe kvalificeret arbejdskraft, siger Karsten Søndergaard i en pressemeddelelse fra Egedal Kommune.
Borgmesteren hæfter sig ved, at DI er en interesseorganisation, der med denne type erhvervsundersøgelser har særlig interesse i at komme ud med budskaber om eksempelvis at fjerne skatter og afgifter for virksomhederne.
Der går politik i den
“DI har en dagsorden med denne type undersøgelser. De har helt klart nogle pointer, men meget er også politik. Dansk Byggeri udgiver også en erhvervsvenlighedsundersøgelse med en anden dagsorden. Her havde vi i år en fremgang, ligesom KL lige har udgivet en serviceundersøgelse, hvor vi ligger rigtig pænt, når det kommer til sagsbehandlingstider for byggesager. Sådan er der mange undersøgelser og dagsordener i spil hele tiden,” siger Karsten Søndergaard.
I sidste måned viste tal fra Danmarks Statistik, Jobindsats.dk og Styrelsen for International Rekruttering og Integration, at Egedal er den kommune i landet, der er bedst til at integrere flygtninge.
“Succesen skyldes især vores fokus på beskæftigelsen, hvor vores jobcenter især bliver fremhævet for at have et fantastisk samarbejde med de lokale virksomheder om at skabe praktikpladser og job med løntilskud. Det er også kvalificeret arbejdskraft, men det tæller ikke rigtig med i DIs undersøgelse,” siger Karsten Søndergaard.