Når alt er tabt

Nogle gange er man der, hvor det kan være svært at se, hvor man nu skal komme hen her fra. Der, hvor alle muligheder er udtømte, der, hvor der ikke er mere at sige, der, hvor alle veje ender.

Det er for sent, det er umuligt, det hele er håbløst, alt er forbi.
På søndag hører vi i kirken om en enke på Jesu tid, hvis eneste søn er død. Hun har mistet alt. Det kan vi jo godt forestille os, ikke alene har hun mistet sin mand, nu er sønnen også død, og hvilken frygtelig sorg må hun ikke sidde tilbage med!

Men hvad vi ikke umiddelbart tænker på, er, at selvom man ikke skulle tro, det kunne blive værre, så ER det værre. For hendes liv er forbi nu. Der var ikke dagpenge eller pension dengang, og sønnen var hendes livline, hendes forsikring, den eneste, der kunne sørge for hende, for en kvinde dengang kunne ikke sørge for sig selv, så nu var der kun en tiggers tilværelse tilbage for hende. Enken var levende død. Hun var der, hvor alt er tabt.

Og så er det, Jesus kommer forbi. Græd ikke, siger han til moderen, og han standser båren med den døde unge mand, mens de er på vej ud til graven, en handling på linje med, at nogen kunne tænkes at standse en kiste, der lige var kommet ud af kirken ved en begravelse, midt i det hele, der, hvor bærerne lige skal til at sætte den ind i rustvognen. Det KAN man da bare ikke! Men det gør han.

Og hvad sker der så? Ja, svaret får du helt sikkert på søndag i din kirke, hvor der bliver prædiket over denne fortælling. Der, hvor vi nogle gange kan have svært ved at se en udvej, når det nogle gange kan se ud som om, alt er tabt, midt i håbløshedens mørke er det en utrolig lettelse at høre, at håbets lys er tændt. At der er én, der har sørget for, at vi må mærke helt ind i det inderste: når alt er tabt, får vi alt tilbage!