Hemmed Forsamlingshus foran stor renovering
I Hemmed er der stor glæde over, at det nu endelig er lykkedes at finde midler til at gøre forsamlingshuset mere attraktivt at benytte. Der har længe været problemer med at varme huset ordentligt op på grund af dårlig isolering samtidig med, at huset har været plaget af fugt. Gennem fonde og lokale donationer, er det imidlertid lykkedes at samle omkring 300.000 kroner sammen, og det betyder, at arbejdet med at forbedre forsamlingshuset straks kan gå i gang.
“Vi har ikke haft råd til at isolere før nu, men med de her penge kan vi gå i gang med det samme. Vi skal også have installeret varmepumper, så det bliver til glæde for både mennesker og miljø,” fortæller kasserer i Hemmed Forsamlingshus Jette Mouritsen.
Dans og hygge
Det forventes at arbejdet er færdiggjort ved sidst på året, og det glæder Jette Mouritsen, at huset fremover også kan bruges i den kolde tid.
“Det har slet ikke været brugt så meget som vi kunne, fordi vi ikke kunne varme det op, og det har været fugtigt. Nu glæder vi os til, at vi for eksempel kan arrangere dans og bordtennis og hyggeaftener,” lyder det fra Jette Mouritsen.