Tennis hitter i Lystrup
Hårdt arbejde har givet tennisklubbens medlemstal et boost i Lystrup
I Lystrup IF Tennis er der blevet arbejdet hårdt på at få flere medlemmer i klubben.
Både for at få rekrutteret nye medlemmer, men også for at fastholde de eksisterende. Og det er klubben lykkedes med.
Formand Birte Baktoft mener blandt andet, det er indsatsen hos seniorerne, der har båret frugt.
”Vi har meget gruppetennis, hvor der både er træning for herre, kvinder og mix-træning, der foregår tre formiddage om ugen. Vores senioransvarlig er der næsten hver eneste gang, og han møder gerne op til ekstra træning, hvis nogen har behov for det,” siger hun i pressemeddelelse.
For at få lokket nye spillere til klubben har Lystrup IF Tennis startet indendørstræning op. I april måned hyrede klubben to professionelle trænere fra HEI, der stod for træning hver søndag træning, indtil udendørssæsonen startede op.
Træningen var forbeholdt nye, potentielle medlemmer, og det var gratis at deltage. Det fik stor succes. Effekten blev derfor, som håbet, at der til sæsonstart kom nye ansigter til klubben, der alle havde fundet en interesse i at spille tennis gennem søndagstræningen.
Samarbejde med DGI
For knap et år siden indgik Lystrup IF Tennis en vækstaftale med DGI Østjylland. Klubben fik tildelt nye bolde og ketchere, og det var med til at lokke nye til klubben:
”Med vækstaftalen kunne vi give nye folk, der meldte sig ind i klubben, en meget favorabel opstartspris inklusiv en gratis ketcher. Det har uden tvivl hjulpet meget,” siger Birte Baktoft.
Gennem vækstpakken fik klubben også mulighed for at holde et hjælpetrænerkursus. De kontaktede derfor tidligere spillere fra tennisklubben, og her var mange interesserede i at deltage.
Nu har klubben nogle gode, dedikerede hjælpetrænere, og det betyder, at hver enkelt spiller har fået mere opmærksomhed. Noget, der har fået de nye spillere til at føle sig ekstra godt modtaget, mener Birte Baktoft.
Lystrup IF Tennis har haft en målsætning om at nå 175 medlemmer. Det har klubben nu opnået. Udfordringen bliver nu at fastholde alle de nytilkomne.
ksa