’Systemet er for urørligt’
Godhavnsdrengene blev i årevis udsat for vold, svigt og misbrug. Siden har de kæmpet for at få en undskyldning. Nu får de støtte fra en uventet kant
I 10 år har Godhavnsdrengene kæmpet for at få en undskyldning. En undskyldning for alt det, de var igennem på drengehjemmet i Tisvilde fra 1950 til 1975. Vold, misbrug, psykisk terror og medicinske forsøg var en del af hverdagen. Nu får drengene støtte i kampen om en undskyldning fra en uventet kant.
Det er forfatter Bjørn Christensen, der den 30. september har arrangeret en støttearrangement, hvor alle penge ubeskåret går til Godhavnsdrengenes kamp. Klokken 10 mødes Bjørn Christensen, hans nystiftede bikerklub, Loud 'n' Proud, og flere andre bikere på DTU i Lyngby. Herefter kører de i optog til Godhavn, hvor Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen blandt andet vil holde en tale. Det samme gør Poul Erik fra Godhavnsdrengene og advokat Bjørn Elmquist.
Taler for rigtig mange børn
“Godhavnsdrengene taler ikke bare for sig selv. De taler for rigtig mange børn, der har været igennem lignende ting. Det er stort, at de vælger at være forgangsmænd,” siger Bjørn Christensen og fortsætter:
“Samtidig har mange af medlemmerne i en bikerklub været igennem systemet, så de kender det. Mange af dem i klubberne har også selv været anbragt og har ar på sjælen. Og vi tilhører en anden del af Danmark, der ikke har vist deres holdning til den her sag. Det får de mulighed for nu.”
At Bjørn Christensen netop har kastet sig ind i Godhavnsdrengenes kamp, er der en helt naturlig grund til. Hans far har nemlig været igennem noget lignende.
Var fejlplaceret i ni år
“Jeg har skrevet en bog om min fars oplevelser med systemet. Han var fejlplaceret i ni år som sinke, og så lavede de en IQ-test på ham, og fandt ud af, at han ikke var åndssvag. Så fik han lov til at komme i lære som tømrer og klarede sig rigtig godt. Han fik blandt andet en bronze-medalje og arbejdede som selvstændig tømremester.”
“Så kom han ud for en arbejdsulykke og kom ind i systemet igen. Med arbejdsprøvning og alle de vanvittige historier, man hører. Han blev blandt andet sat til at save klodser, og manden har lavet huse i Schweiz. Det siger det hele. Så prøvede han at begå selvmord fem gange og røg ind og ud af den lukkede - og er maniodepressiv i dag,” siger Bjørn Christensen, der selv har været påvirket af sin fars opvækst gennem hele livet.
Blev en rigtig rod
“Min barndom var meget præget af at være barn af et far, der havde været anbragt. Han har aldrig haft en familie at kunne spejle sig i. Jeg blev en rigtig rod og har været dyr for systemet. Men jeg huskede heldigvis de gode ting, jeg har lært - og kom ud på den anden side.”
“Men derfor ved jeg også, hvor hård en kamp, det her er. Jeg hiver ikke længere min far med ud, når jeg skal fortælle om min bog. Det er simpelthen for hård. De her mennesker gennemlever det hele hver eneste gang, de skal fortælle om det. Og nu har Godhavnsdrengene gjort det de seneste 10 år. Bare for at få anerkendelsen af, at det, der skete dengang, ikke var okay. Min far gav mig selv undskyldningen for år tilbage og sagde, at han havde været alt for hård - og at det ikke var i orden med de tæsk, han havde givet mig. Det betød rigtig, rigtig meget at få den undskyldning.”
Minister: Ingen undskyldning
Indtil nu har Godhavnsdrengens kamp været op ad bakke. I marts sidste år afviste børne- og socialminister Mai Mercado (K) at give en undskyldning.
“Regeringen kan ikke påtage sig ansvaret for, hvordan samfundet dengang var indrettet eller for menneskesynet for så mange år siden,” skrev Mai Mercado dengang.
Og det er netop den slags udtalelser, der gør, at Bo Christensen mener, at Godhavnsdrengenes kamp er så vigtig.
“Systemet er for urørligt for almindelige mennesker. Skylder du i skat, er der ikke noget at gøre. De kan gøre, hvad de vil og skal nok få deres penge. Det er næsten umuligt at gøre noget, hvis man bliver behandlet skidt. Hvis det derimod er systemet, der laver fejl, sker der ikke noget. Godhavnsdrengene har i 10 år forsøgt at få en undskyldning. Der er lavet medicinske forsøg på dem, de er blevet misbrugt og banket. Men systemet behøver ikke at stå til ansvar.”
Systemet skal mærke det
“Hvis vi skal have et bedre samfund, er systemet også nødt til at mærke, at det også kan rammes. Ikke kun for det, der er sket i fortiden, men også for det, der sker nu og i fremtiden. Vi lever i et velfærdssamfund, men hvis systemet ikke leverer velfærd, men faktisk gør det modsatte og fjerner den, så er det vigtigt, at det har en konsekvens. Borgmestre, sagsbehandlere, politikere og hvem der ellers sidder med det her, skal vide, at hvis de gør noget forkert, så får det konsekvenser.”
Har du lyst til at deltage i støttearrangementet, kan du dukke op på Godhavnshjemmet omkring kl. 13. Udover talerne er det mulig for børn og voksne at få en tur på en af de mange motorcykler, ligesom der vil være lidt forfriskninger.