Fortsæt til indhold

Radiovært åbner hjertesti ved gods

Samfund
Arkiv

Søren Dahl klipper fredag 29. september klokken 13.30 den røde snor til en ny hjertesti, som Hjerteforeningen i Favrskov har etableret ved Kollerup Gods.
Ved åbningen holder Søren Dahl også en tale, inden han er med på gåturen på hjertestien. Hjertestien er tre en halv kilometer lang og løber rundt på Kollerup Gods' jorder.

Tag vandreskoene på

Hjerteforeningen Favrskov opfordrer i dagens festlige anledning kommunens indbyggere til at tage vandreskoene på.
“Vi er glade for, at indbyggerne i Favrskov og omegn med den nye hjertesti får mulighed for at dyrke motion tæt ved deres hjem,” siger formanden for Hjerteforeningen Favrskov, Tove Povlsen, i en pressemeddelelse.
Efter åbningsfesten går deltagerne en tur på hjertestien og i godsets have, som godsejeren har inviteret deltagerne ind i.
Der er ingen tilmelding, bare mød op. Mødestedet er ved p-pladsen ved Kollerup Mølle Kro. jbe