Stor succes for to Hylke-ryttere
Katrine Heltborg og Rebekka Arentzen Kjær klarede sig fremragende i stor cup
@Byline.emne:RIDNING Hylke To lokale springryttere fra Hylke har deltaget iet stort springstævne på Kallehavegaard Rideklub ved Randers. Danmarks Cuppen afvikles med to kvalifikationer fredag og lørdag med afsluttende finale søndag. Begge ryttere Katrine Heltborg og Rebekka Arentzen Kjær klarede sig flot, og kom med i finalen. Katrine og Rebekka rider på ponyer i hver deres kategori – Katrines pony Black Bellis er en kategori 2 pony og Rebekkas pony Alonso er lidt større og stiller op i kategori 1. Der var i alt 92 ekvipager, der dystede i Danmarks Cuppen i LA2* springkonkurrencen. De 20 bedste fra henholdsvis kategori 1 og kategori 2 ponyer gik videre til finalen. I søndagens finaler var dommerne landstræner for junior- og ungryttere Bo K. Møller samt den rutinerede internationale springrytter Kristian Skovridder. Dommernes opgave var at give hver ekvipage en stilkarakter, som de bedømmer ud fra deres store erfaring i at vurdere helhedsindtrykket af samarbejdet mellem hest og rytter. Der ses særligt på, om afstande til de i alt 11 spring passer, om rytteren har overblik ved at ride i et stabilt tempo og med balance hele vejen rundt både over springene og i vendinger. Dommerne gav Katrine og Rebekka stilkarakteren 8,3 og 8,4, hvilket var klart i den høje ende af de karaktere, der blev givet til stævnet. Samlet set betød det en 8. plads til Katrine på Black Bellis og en 3. plads til Rebekka på Alonso.
Rykker op
Ud over den vigtige Danmarks cup gennemførte pigerne hver en fejlfri MB* klasse, hvilket netop gjorde, at pigerne har samlet en håndfuld fejlfri runder i den høje klasse og dermed rykker en kategori op og kan kalde sig B-rytter, og de må nu begge starte i lands- og internationale stævner. Traditionen tro stod vennerne klar til at hive pigerne af deres ponyer og smide dem i vandgraven og bagefter i den største mudderpøl for at blive rullet. Det krævede et varmt bad og flere gange vask til det hvide stævnetøj.