Bankeleven vender hjem til byen som direktør
Handelsbanken har åbnet afdeling i Hørsholm med lokal mand i spidsen
Når svenskejede Handelsbanken fysisk åbner en ny afdeling i Hovedgaden 1. februar, går der lidt af en drøm i opfyldelse for 49-årige Allan Kandrup. Det er nemlig også historien om manden fra Hørsholm, der begyndte som bankelev - og nu vender tilbage til byen som direktør.
Selv om banken først rykker ind i nye lokaler i Hovedgaden 37 A i det nye år om et lille halvt års tid, kører bankdriften for fulde omdrejninger. Lige nu sker det fra midlertidige lokaler i Codanhus, og før det har Allan Kandrup været i gang fra sit hjem i Hørsholm i godt tre måneder.
Handelsbanken er ikke en bank i traditionel forstand med kasse og kundebetjening, som vi kender det fra banker.
“Færre bruger kontanter. Meget foregår i dag på kort og MobilePay. Handelsbanken leverer rådgivning især på bolig- og pensionsområdet og investeringer,” fortæller Allan Kandrup, der senest stod i spidsen for en 'traditionel' bank i Charlottenlund.
“Vi var ikke repræsenteret i Hørsholm/Rungsted. Det får vi så mulighed for nu,” lyder det fra en glad bankdirektør.
Handelsbankens nye afdeling i Hørsholm vil ud over direktøren have ansat fire rådgivere og seks specialister.