Distriktschef glæder sig
Birthe Andersen, der er byrådsmedlem for Venstre og samtidig leder af plejedistrikt Ry, glæder sig meget over, at budgetforliget for 2018 indeholder ekstra syv mio. kr. til plejecentrene.
Pengene skal blandt andet gå til mere sundhedsfagligt personale, da plejehjemsbeboerne er mere syge end tidligere.
“Det er for mig at se en anerkendelse af, at plejecentrene er udfordret på driften,” siger Birthe Andersen.
Hendes eget distrikt er således på vej mod et underskud på 5,5 mio. kr. ud af et samlet budget på cirka 61,5 mio. kr. i år.
“De udfordringer, plejecentrene har, er slået tydeligst igennem i Ry, blandt andet fordi Ry har forholdsvis flere akutpladser, som blandt andet bliver brugt til ældre, der udskrives fra sygehuset,” siger Birthe Andersen.
“Det almindelig plejepersonale er presset og i særdeleshed i Ry. Derfor er jeg meget glad for den aftale, der er indgået om budgettet for 2018,” siger hun.
Plejedistrikt Ry overskrider de rammer, der er for budgetafvigelse. Derfor skal der laves en handleplan for, hvordan der over tid kan rettes op på økonomien.