Syge ældre og demens-pårørende får bedre hjælp
Kommunen ruster sig til nye udfordringer på ældreområdet
Ældreområdet i Skanderborg Kommune får 55 mio. kr. ekstra over de næste fire år, især til følgende fire områder.
Alle plejecentre får fast tilknyttede sygeplejersker.
Det skyldes, at flere plejehjemsbeboere er mere syge end tidligere og har brug for mere hjælp og personale med sundhedsfaglig viden.
Desuden vil patienter, der udskrives fra sygehus, kunne få hjælp af et team af akutsygeplejersker - et behov, der er stigende, da ældre udskrives hurtigere og hurtigere fra sygehusene.
Samme hjælp kan ældre borgere få, der akut bliver syge. Der findes allerede et akutteam, men den udvider nu åbningstiden til aftenerne. Natdækningen varetages under hjemmesygeplejen.
For det tredje får demensområdet cirka to mio. kr. årligt, så flere borgere kan få tilbudt fysisk og mental træning for at forsinke deres sygdomsudvikling.
Kommunens aflastningstilbud for demente udvides samtidig, så også pårørende kan få tilbudt hjælp.
Endelig får beboerne på plejecentrene fri adgang til drikkevarer som mælk, saftevand, juice og kaffe.
Der kan bygges i Galten
Desuden er der afsat penge, så kommunen kan påbegynde udvikling af et nyt plejecenter i Galten, når byggeriet af plejecentret i Ry er færdig.
“Der er over 60 mio. kr. afsat til plejehjemsbyggeri i Galten, men det er ikke det fulde beløb. Det er til grundtilskud og til fælles- og servicearealer. Men det er en ramme, der betyder, at vi kan komme i gang,” siger borgmester Jørgen Gaarde (S).
“Så bliver udfordringen, hvordan vi kan udnytte de eksisterende bygninger og grunden. Nu er det gamle rådhus blevet fjernet, og der sikrer, at der er plads til at finde en god løsning,” siger han.
Jens Szabo, den ene af Venstres budgetforhandlere, nævner også penge til en opgradering af plejehjemsfaciliteterne i Galten som et af de vigtige punkter i budgetaftalen, som et enigt byråd står bag.