Hvad skal der ske på Jagt- og Skovbrugsmuseet?
Kom med dine ideer til, hvad de tidligere museumsbygninger kan bruges til, lyder opfordringen fra Hørsholm Kommune
Det er snart 10 måneder siden, at Jagt- og Skovbrugsmuseet lukkede og slukkede på Folehavevej i Hørsholm. Siden er det blev diskuteret, hvad de historiske bygninger skal bruges til. På tirsdag 3. oktober kl. 18-20 kan man måske komme det et skridt nærmere, når Hørsholm Kommune inviterer til borgermøde om den mulige fremtidige anvendelse af Jagt- og Skovbrugsmuseets tidligere bygninger. “I forbindelse med lukningen af museet har vi (Hørsholm Kommune) modtaget en række henvendelser fra lokale personer, foreninger og institutioner som ønsker at anvende lokalerne til nye formål. Derfor ønsker vi, at flere borgere bidrager med gode ideer til, hvad området kan bruges til,” siger centerchef Henrik Duus Rosengren om baggrunden for borgermødet, der starter ud ved det tidligere Jagt- og Skovbrugsmuseum. Her vil Susanne Kock fra kommunens byudviklingssekretariat fortælle om bygningerne, den tidligere anvendelse, fredning samt muligheder for nye formål. Efter rundvisningen kl. 18.30 bydes der velkommen i Sognegården, hvor du kan bidrage med gode ideer. mt