Urpremiere på ’Dans din nabo’
Det var en flok forventningsfulde og veloplagte deltagere, som forleden mødte op i Skjød Forsamlingshus til premieren på en anderledes form for scenekunst uden tilskuere og optrædende - kun deltagere.
Gadekær og lade
Straks ved ankomsten fik deltagerne hovedtelefoner på, og forestillingen var i gang med musik og kommentarer fra værten på 'Radio Dans din Nabo', som sendte ud i lokalområdet på frekvensen 90,4 Mhz. Herefter fulgte en række instruktioner, som aktiverede deltagerne i forsamlingshuset og ude i stuerne i lokalområdet. Senere kom gruppen på en lille gåtur i landsbyen forbi gadekæret og kirken og endte i en lade hos den lokale landmand. Her var mere plads til at udfolde sig og deltagernes bevægelser og kropssprog tog til i intensitet. Oplevelserne vekslede mellem ro, fordybelse og mere kraftfulde bevægelser. Lokale skæbner, drømme og livshistorier blev fortalt og dannede en farverig buket af indre billeder og stemninger.jbe