Ny skolepolitik er en ommer
Thomas Cordtz
Spidskandidat for Konservative Skanderborg
Læserbrev Konservative Skanderborg og jeg ser med dybfølt skepsis på Skanderborg kommunes nye skolepolitik, der netop er vedtaget. Havde vi været repræsenteret i byrådet ville vi også have vendt tommelen nedad og med god grund.
Skolepolitikken som i vid udstrækning er båret igennem af Soc. dem og V. glemmer begreber som kundskaber, færdigheder og dannelse. Dvs. den ballast, der skal ruste vores børn til livet, og som de skal have med sig for at kunne indgå ligeværdigt i det samfund og den kultur, de er en del af. I stedet er udkastet båret af et behaviorsitisk læringssyn og de samme pædagogiske buzz words, som siden skolereformens indførelse har præget skolepolitikken og den pædagogiske debat.
Det er begreber som fx robusthed, læring (fremfor undervisning!), innovation og synergi, målstyret læring og synlig læring. Konservative Skanderborg og jeg opfatter skolen som en af vores vigtigste institutioner, og vi vil sikre, at skolerne yder den bedste undervisning til vores børn. Men det er næppe det, vi får med det forhåndenværende politik, hvor målstyring, skemaer, rigide planer og synlig læring endnu en gang gøres til bærende principper.
Skolepolitikkens vægtning af målstyret læring vækker bekymring, da undervisning og læring er ikke er stringente størrelser, der nødvendigvis kan sættes på formel med klare mål og med en klar progression. Dertil er god undervisning og læring alt for kompleks. Læring og erkendelse er netop resultaterne af komplicerede kognitive processer. Derfor er læring heller ikke “synlig”.
Målet med skolernes undervisning må - jf. folkeskoleloven - til en hver tid må være, at at børnene tilegner sig kundskaber og færdigheder, der kan ruste dem til deltagelse i det samfund og den kultur, de er en del af. Det kræver en skole, der satser på kundskaber og færdigheder frem for luftige modeord. Det kræver en skole, der vil kan og vil danne vores børn, og som vil udvikle ånd, indlevelse og empati. Den slags kan kun vanskeligt passes ind i skemaer og sjældent “målsættes klart” lige som den næppe heller er “synlig”. Konservative Skanderborg bakker derfor ikke op om den vedtagne skolepolitik og ønsker den ændret.