Christiansbjerg brobygger og fester i en uge
I denne uge er der premiere på ’Christiansbjerg Festuge’, der skal skabe større fælleskab i lokalsamfundet
Aarhus Festuge er slut, men Christiansbjerg Festuge er til gengæld kun lige ved at begynde. Temaet 'bridging' eller på dansk 'brobygning' går igen i sit eget format til Christiansbjerg Festuge, som handler om at bygge bro til fællesskaber på tværs af generationer, bopæl, baggrund og beskæftigelse.
I hele uge 38 holder bydelen derfor sin helt egen festuge for alle som bor, besøger eller har en hverdag i området i det nordlige Aarhus.
Det er første gang Christiansbjerg arrangerer en festuge med så omfattende program. Det er folkekirken Christianskirken, der står bag initiativet, og i 2016 hed ugen 'Liv i sognet'. I år er der endnu flere begivenheder på programmet, som også indebærer arrangementer fra andre institutionerne og foreninger på Christiansbjerg.
“Sidste år handlede festugen meget om kirken. I år vil vi gerne vende os mere ud mod lokalsamfundet til gavn for flere, og vi håber på at komme mere bredt ud. Vi er en kirke i lokalsamfundet men vil gerne mere ud og være en større del af lokalsamfundet,” forklarer festugens koordinator Peter Worm Madsen, som er Christianskirkens diakonimedarbejder.
Der er en lang række arrangementer for ældre, børnefamilier, unge og studerende.
“Vi har alt fra porcelænsmaling, lokalhistorisk vandretur, koncert fra kirkens tårn, smagsprøver på karate, bordtennis og tennis, nabokaffe og en gratis dag for 200 personer i Aarhus Skøjtehal med efterfølgende aftensmad,” fortæller Peter Worm Madsen, der gør opmærksom på, at det hele handler om, at mennesker skal mødes.
Lokalcenter åbner op
Et af arrangementerne, som understøtter det formål, er fællesspisning på Lokalcenter Bjerggården onsdag 20. september.
“Christiansbjerg-borgerne kan få en rigtig hyggelig aften, hvor de får mulighed for at møde og lære hinanden at kende på tværs af hvor de bor, og hvad de laver til daglig. Vi vil gerne lave et arrangement, der viser, at lokalcenteret ikke kun er et sted for ældre mennesker i alle aldre kan bruge. Centeret har enormt gode rammer til aktiviteter og arrangementer, og vi vil gerne have, at endnu flere bruger rammerne. For eksempel er der mange kollegier i området, og de må meget gerne bruge lokalerne til studiegruppearbejde eller lignende,” siger Anne Skyum, som er kommunens frivilligkoordinator.
Til fællesspisningen, hvor 90 har tilmeldt sig, vil der også være korte oplæg ved Christiansbjerg Fællesråd, foreningen Folkenetværket og Lokalcenter Bjerggården.
Letbane og lokalplan
Christiansbjerg udvikles som så mange andre områder i Aarhus, og ugen byder derfor også på store begivenheder såsom en fejring op og ned ad Randersvej, når den første officielle køretur med Aarhus Letbane foretages på lørdag klokken 11.30. Derudover er der et åbenthus-arrangement ved henholdsvis Olav de Lindes byggeri 'Nabolaget' og lokalplan 1052, som får stor indflydelse på Christiansbjergs fremtid, vil blive præsenteret af eksperter fra kommunen.
Alle arrangementer er samlet på christiansbjergfestuge.dk, og her kan man også tilmelde sig.