Tak for hjælpen kære Hjemmepleje

Jørgen Elmegaard, Aarhus N “Til hjemmeplejen i Skanderborg: Tak for hjælpen og tak for besøget. Kærlig hilsen Johannes.” Med dette citat og denne posthume hilsen, takker jeg på vegne af familien for hjemmeplejens meget høje kvalitet og professionelle hjælp, støtte og pleje af min far. Fra første kontakt med hjemmehjælpen i Skanderborg, har samarbejdet været præget af vilje og empati. Min far var i en årrække god at sende nye rekrutter til, fordi han var velfungerende, trods sin høje alder, og fordi han var meget glad for besøgene, Egentligt var han lidt flov over at få dem, for som han sagde: “De skal jo bare se efter, om jeg er levende.” Gennem årene oplevede han mange forskellige hjemmehjælpere og udviklede naturligt et nærmere forhold til nogle, og erkendte sin rolle som uddannelsesobjekt i forhold til andre. Skanderborg hjemmepleje har igennem hele forløbet evnet at skrue op og ned for hjælpen, afhængigt af hvordan de, som kendte min far bedst, læste situationen i hjemmet. Særligt kunne enkelte læse ham godt og betydningen, som denne empatisk, dynamiske indsatsregulering har haft for hans livskvalitet og tryghed, er uvurderlig. I den terminale periode kom der i stort omfang de, som min far holdt af, og som holdt af ham – noget vi som pårørende kunne mærke. På intet tidspunkt blev der talt hen over hovedet og inddragelsen af familien var eksemplarisk. Hjemmehjælpen har øje for rollefordelingen og respekten for hvilken rolle pårørende skal have, og dermed dygtige til at undgå værdighedsknæk hos min far. Kun lægen faldt i dette hul under et besøg sent i forløbet, da han sagde i en tone som til et barn: “Ja, nu undersøger jeg dig lidt, du ved, som vi læger jo gør.” Den milde irettesættelse kom prompte: “Ja gør du bare det, men er vi enige om, at det så er sidste gang…?” Den gamle var ofte tydelig i sine udtryk – kommanderende måske – men aldrig bitter eller vred. Han var til sidste åndedrag meget taknemmelig for at leve i et samfund med den rigdom – hjemmehjælpen. Tak fra familien og lad os alle prøve at leve så vi kan sige som min far sagde 12 timer før han døde: “Tænk jeg fået lov at leve et lykkeligt liv i 100 år.”