180 bud på de sidste 16 byggegrunde i Skanderbog Bakker
De sidste byggegrunde blev udsolgt lynhurtigt
Da de sidste 16 grunde i Skanderborg Bakker, alle parcelhusgrunde, forleden kom i udbud, modtog ejendomsmæglerforretningen Home 180 bud.
“De 10 af grundene blev solgt i første budrunde, siden er der solgt yderligere to. Der var nemlig mange, der var interesseret i de samme grunde, men jeg er ret sikker på, alle grunde er solgt i denne uge,” sagde Morten Elmgaard fra Home i sidste uge til UgeBladet.
Han har været med i salget af samtlige grunde i Skanderborg Bakker på nær fire tre-etages punkthuse, og det specielle i de sidste handler er, at 80-90 procent af køberne er folk, der i forvejen bor i Skanderborg Bakker, og som ønsker at få et parcelhus.
“Det er folk, der bor i lejlighed eller rækkehus, og som ønsker mere plads, men samtidig sindsygt gerne vil blive ved med at bo i området,” siger Morten Elmgaard.
Sælger er firmaet Raundahl & Moesby A/S, der blev stiftet af henholdsvis regionsdirektøren og afdelingsdirektøren i Sjælsø Gruppen, som udviklede bydelen Skanderborg Bakker, men gik konkurs i 2013. Erik Moesby og Carsten Raundahl købte efter forhandlinger med konkursboet firmaets aktiviteter
De sidst solgte grunde blev udbudt fra mindstepriser på 1.645.000 kr. til 1.995.000 kr..
“Jeg kan ikke oplyse salgspriserne, men der er kommet mange bud, der ligger markant over,” siger Morten Elmgaard.
“Der har lige fra starten været stor interesse for Skanderborg Bakker. På et tidspunkt lagde vi 100.000 kr. på grundpriserne. Det havde ingen effekt. Så 200.000, men der kunne stadig sælges grunde. Da finanskrisen kom, var det andet af Højlandshusene på vej, og derfor er halvdelen af lejlighederne her lejet ud. Men vi kunne stadig sælge grunde i Skanderborg Bakker under finanskrisen. Og området holder priserne. Dobbelthusene på 160 m2 sælges i dag for mellem 4,6 og 5 mio. kr.,” siger han.
Første generation af tilflyttere til Skanderborg Bakker var typisk førstegangskøbere, der flyttede til Skanderborg fra Aarhus.