Fortsæt til indhold

Nye våben i krig mod rotter

Entreprenørafdelingen overtager rottebekæmpelsen

Samfund
Arkiv

Nu bliver rottebekæmpelsen i Skanderborg Kommune mere fleksibel og effektiv. Fra 1. marts er tre mand på opgaven på fuld tid. Det er mere end en fordobling i forhold til tidligere.
Rottebekæmpelsen i kommunen har været i udbud, det blev vundet af Entreprenørafdelingen i Skanderborg Kommune. Et af kravene i udbudsmaterialet var netop en styrket indsats med flere mandetimer til opgaven. Baggrunden er, at rotter er et stigende problem, og at Skanderborg Kommune derfor gerne vil yde en bedre service på området.
Tidligere blev der kørt i bestemte områder på bestemte dage, og dermed kunne man risikere at vente mange dage på at få besøg af rottebekæmperen. Fra 1. marts bliver anmeldelserne håndteret i den rækkefølge, de kommer ind.
“Vi glæder os til samarbejdet med Entreprenørafdelingen, som gav det bedste tilbud på opgaven. De ekstra hænder betyder, at borgerne kan se frem til bedre og hurtigere håndtering af rotteproblemerne. Derfor håber vi også, at folk bliver endnu bedre til at anmelde rotter, hvis de ser noget,” siger Bente Uhre, miljømedarbejder i Skanderborg Kommune, i en pressemeddelelse.
Entreprenørafdelingen har en uddannet rottebekæmper, der samtidig er kloakmester. Op til 1. marts er yderligere to rottebekæmpere blevet ansat.
“Den øgede bemanding gør, at vi også kan styrke den præventive indsats. Når vi rykker ud til en rotteanmeldelse, vil vi give råd og vejledning, om hvad man kan gøre for at mindske problemet. Vi har også fokus på at begrænse brugen af gift, og derfor sætter vi i løbet af året en række tiltag i værk. Vi vil bl.a. bruge elektroniske fælder og sætte rovfuglepinde op, fordi rovfuglene er effektive til at fange rotter, siger Jens-Erik Dengsøe, leder af Entreprenørafdelingen i Skanderborg.
Formand for Miljø- og Planudvalget Claus Leick (SF) glæder sig over, at borgerne nu kan få hurtigere og bedre hjælp.
Sidste år modtog Skanderborg Kommune ca. 2500 anmeldelser om rotter. Man kan anmelde rotter på www.skanderborg.dk/rotter.
e.r