Fortsæt til indhold

65 forskere besøgte herregårde

International konference blev afholdt på Gl. Estrup, med frokost på Bidstrup Gods i forrige weekend

Samfund
Kian Johansen

65 forskere – fra Finland i nord til Portugal i syd og fra England i vest til Rusland i øst mødtes i weekenden til konferencen 'A Manorial World', hvor der blev udvekslet erfaringer, diskuteret resultater og netværket i et internationalt forskningsmiljø.
Gl. Estrup, museet og deres 'Center f. Herregårdsforskning' lagde gods til de europæiske herregårdsforskere, mens også Bidstrup Gods fik lov til at vise sig frem med frokost og fremvisning.
Godsejeren, Geert F H de Lichtenberg glæder sig over at han var vært for den afsluttende del af konferencen.
“Det var en enestående chance for at få kvalificeret respons på vore restaureringsarbejder på Bidstrup”, fortæller han til FavrskovPosten.
“På Bidstrup Gods har vi udvidet konceptet ”Events”, med undervisninger og konferencer i det flotte herregårdsmiljø. Sidste år havde vi cirka 75 aktiviteter og i år kommer vi nok op på det samme.”
De europæiske herregårde har gennem historien været kulturelle kraftcentre, hvorfra både mode og tendenser, viden og tankegods er opstået og har spredt sig. Det er derfor oplagt at se herregårdenes historie i et fælleseuropæisk perspektiv.
Den internationale konference og netværk på Gammel Estrup blev afholdt i regi af det internationale forskernetværk ENCOUNTER (European Network for Country House and Estate Research). I spidsen for netværket står Dansk Center for Herregårdsforskning.