Kærligheden er stadig flyvende efter 60 år

Diamantbryllup er ikke hverdagskost. Men ikke desto mindre var det, hvad Bente og Werner Boeriis fra Højbjerg i sidste uge kunne fejre.
Hvordan er det lykkes jer at holde sammen i 60 år?
“Argh, men det er for besværligt at blive skilt,” lyder det fra Werner Boeriis med et skævt smil.
“Nej, det har da aldrig været på tale,” kommenterer Bente Boeriis.
“Altså vi kan da sagtens skændes ligesom alle andre par - måske endda mere. Men hvis bølgerne er gået højt, er jeg kørt ned til båden for at køle af. Så det har aldrig nået at udvikle sig til mere,” fortsætter den 82-årige ægtemand, og jævnaldrende Bente overtager:
“Det er ikke som med de unge i dag. De skal jo bare sige ét forkert ord, og så går de fra hinanden.”
Men hvordan kan I fortsat holde hinanden ud?
“Dårlig hukommelse,” klukker Werner og fortsætter:
“Og så skynder jeg mig gerne at køre hjemmefra om formiddagen. Så tager jeg ned til Norsminde og hygger mig med de gamle båd-gutter. Nej, du må ikke skrive, at de er gamle... Jo, de ER sgu gamle.”
“Ja, og jeg har jo mine tidligere arbejdskollegaer, som jeg fortsat ser,” lyder det fra Bente med henvisning til, at de separate interesser er sundt for forholdet.

Parret var barndomsvenner

Historien om Bente og Werner Boeriis er historien om barndomsvennerne, som voksede op sammen på Samsø og sidenhen blev ungdomskærester.
Allerede som 8-10-årig var Bente Boeriis klar over, at ham der Werner var noget lidt særligt.
“Jeg kunne altså godt dele øretæver ud, når de andre piger var lidt for meget efter ham til tagfat,” fortæller hun og fortsætter:
“Han var også god til at danse, og alle pigerne ville danse med ham. Det var jeg ikke meget for.”
I det hele taget var Werner lidt omsværmet, men Bente var tilgengæld vedholdende.
Men Werner, hvorfor vandt Bente så?
“Årh, men det ved jeg snart ikke. Det udviklede sig jo ligesom bare.”
Men hun må have kunnet noget særligt?
“Ja, det må hun jo. Og så troede jeg, at hun havde penge,” siger han og griner.

Styrtede ned med fly

Som 19-årige flyttede parret fra Samsø til Aarhus. Werner blev bilsælger/mekaniker og Bente blev ansat i Magasin og sidenhen Salling.
I det 60 år lange ægteskab har der, måske ikke så underligt, været både masser af gode- og dårlige oplevelser.
Parrets to sønner og to børnebørn hører til den første kategori, og Werners mange ulykker hører til den sidste. Et flystyrt, motorcykelstyrt og en ny hovedpulsåre er det blevet til i tidens løb.
24. maj 1964 styrtede Werner Boeriis ned i sit lille fly. Han var på vej til familiens sommerhus på Samsø, men endte på en mark kun 200 meter derfra med begge ben knust, kraniebrud, en pande som var skrællet af, en brækket arm og kæben knust syv steder.
Han blev fragtet til Samsø Hospital, hvor han blev opgivet, fik et lagen over sig og blev stillet ud på gangen, indtil en sygeplejerske tilfældigvis mærkede på ham.
Så gik det ellers stærkt. Han kom på Ortopædisk Hospital i Aarhus og blev lappet sammen.
På det tidspunkt havde parret en lille søn, og Bente var gravid i syvende måned.
“Men jeg tog det nu helt roligt. Sådan er jeg bare som persoen. Jeg går ikke sådan i spåner,” fortæller Bente Boeriis.

Ingen hysterisk kælling

Samme temmelig cool og afslappet facon havde Bente også, da Werner faldt på motorcykel, og da han for fire år siden fik sig en ny hovedpulsåre. En operation, som i øvrigt fandt sted 24. maj, samme dato som flystyrtet.
Bente har tiltro til lægerne, og det kan ikke nytte noget at gå op i en spids:
“Der er jo ikke noget værre end hysteriske kællinger,” lyder det bramfrit fra hende.
“Ej, faktisk var der én dag efter operationen, hvor jeg så på alle slangerne, der stak ud af hans krop. Der tænkte jeg: 'Det her overlever han sgu ikke.”
Men det gjorde han - igen.
“Jeg kan ikke tage livet af ham. Jeg plejer også altid at sige, at han ender med at overleve os alle sammen,” siger Bente Boeriis, hvis helbred altid har været fint.
“Og godt det samme. Hvem skulle ellers passe på ham,” spørger hun.
Nu hvor I har holdt så længe, så tager I vel som et minimum også et krondiamantbryllup med?
“Åhh, men kan jeg holde ham ud i fem år mere...?”