Min behandling varer resten af livet – og det er okay
Fra overvægtig dreng med stor madglæde til normalvægtig ung mand med stor sportsglæde. Benjamin følger Holbæk-modellen
I januar i år fik 12-årige Benjamin Eckeroth en besked, han havde ventet på i årevis: Han var endelig blevet normalvægtig.
Helt fra spæd vejede han med sine 4.566 gram mere end andre babyer. Og vægten fortsatte opad – mere end normalt var.
“Benjamin var rigtig madglad. Han spiste meget og tog for meget på. Krydderboller til morgenmad, mange portioner, få grøntsager og kager og slik. Og han fik slet ingen motion. Heldigvis er han aldrig blevet mobbet, men det blev klart for os, at vi måtte gøre noget,” fortæller hans mor, Pia Eckeroth.
Benjamin startede i et forløb hos overlæge i børnesygdomme Jens-Christian Holm på Holbæk Sygehus for omkring fem år siden. Her fik familien en kostplan, som Benjamin skulle følge.
“I starten var det lidt irriterende, at mine venner måtte få slik og snacks, når jeg ikke måtte. Men nu er det bare sådan, det er. Det generer mig ikke længere, for jeg gider ikke tilbage og være overvægtig. Så jeg siger nej tak,” fortæller Benjamin.
En gladere dreng
Pia Eckeroth har undervejs følt sig som den strenge mor.
“Jeg kan mærke de hårde blikke, når nogle synes, det er synd, at Benjamin ikke må spise løs af slik. Men jeg har fået en gladere dreng nu. Benjamin var ikke så social tidligere, for alle spillede håndbold eller fodbold, og det gjorde Benjamin ikke,” siger hun og suppleres af Benjamin:
“Det var ikke sjovt, når jeg vejede så meget og havde svært ved at bevæge mig. Jeg ville gerne tabe mig, for det er også usundt at være overvægtig.”
Omlægningen af Benjamins vaner gav resultater, og han gik fra overvægtig til normalvægtig, efter at både kost og motion blev ændret væsentligt.
Til frokost får Benjamin højtbelagt smørrebrød med i madkassen. Leverpostej, lyst brød og pålægssalater er skiftet ud med rugbrød, roastbeef og æg toppet med grøntsager. Og en pose med snackgrønt ved siden af.
“Om aftenen er der ballade, hvis der en sjælden gang ikke er salat eller grøntsager til maden,” siger Pia Eckeroth og kigger på Benjamin, der tilføjer:
“Hvis vi går på buffetrestaurant, starter jeg altid med en stor skål salat.“
Også motionen er blevet en fast del af Benjamins hverdag. Han løber to kilometer hver dag året rundt, rider og er blevet klubmester i badminton efter vægttabet.
“Hvis vi har været ude, og Benjamin ikke har fået løbet en dag, beder han om at blive sat af to kilometer fra huset, så han kan løbe hjem,” fortæller Pia Eckeroth.
Da Benjamins femteklasse i foråret fik den første stil for, var emnet 'en rejse'. Mens andre børn skrev om ferier, beskrev Benjamin sit forløb på sygehuset og rejsen mod en normal vægt. En rejse, han er helt på det rene med, aldrig ender:
“Det her er noget, jeg skal gøre resten af livet, for jeg ved, at det er sundt og godt for mig at passe på min vægt. Og hvis jeg får børn, vil jeg passe på, at de ikke spiser for meget usundt, så de ikke skal det samme igennem.”