Fortsæt til indhold

Alternativ udviklingsstrategi for kommunen

Samfund
Mira Issa Bloch, byrådskandidat for Alternativet i Skanderborg

Jeg vil gerne være med til at lave den politiske udviklingsstrategi for de næste 4 år. Hvis jeg skulle bestemme, ville den se meget anderledes ud end den, der har været de sidste 4 år.

Det er sådan i Skanderborg Kommune, at når et nyt byråd er valgt, laver det en udviklingsstrategi. Det er områder, som byrådet særligt fokuserer på de næste fire år. Den strategi det nuværende byråd har haft, indeholder følgende overskrifter:
Bosætning og infrastruktur. Erhverv og infrastruktur. Turisme. Skanderborg by inklusiv Sølund. Byens vækst. Bæredygtighed. Campus og Højvangen. Folkeskolereformen. Sundhed/det nære sundhedsvæsen.

Jeg blev meget overrasket over at se, hvad det nuværende byråd har valgt. Jeg synes, det glimrede med sit fravær i forhold til mennesker og har mest fokuseret på rammerne for vores kommune.

Hvis jeg skulle vælge overskrifter til udviklingsstrategier, skulle de se sådan ud:
Jobcenter, der giver mening. Forebyggelse/investering i mennesker. Demokrati/borger budgetter. Flere ”varme” hænder. Integration med nye eksperimenter. Nye fællesskabende boformer. Mere fællesskab og mening. Mere tillid, sæt institutionerne fri. Grøn vækst/bæredygtighed på alle planer. Iværksætteri/innovation.