Svømmebade i Galten og Ry blev ikke tilgodeset
Der er 11 mio. kr. i budgetaftalen for 2018 til renovering af Skanderborg Svømmehal og Låsby Svømmebad. Men hvad med svømmefaciliteter i Galten og Ry, hvor der er lokale initiativer for at få svømmetilbud?
Hvorfor er de to lokalområder ikke med i aftalen?
“Det er fordi, de 11 mio. kr. er det, der er plads til nu,” siger Jens Szabo (V).
Tage Nielsen (R), formand for Kultur- og Sundhedsudvalget, har også en anden forklaring.
“Der er ikke nogen i hverken Ry eller Galten, der har henvendt sig til kommunen og bedt om, at der bliver afsat penge til deres projekter, som jeg godt ved, de arbejder på,” siger Tage Nielsen.
Det fik på pressemødet SFs Claus Leick til at bemærke:
“Det er korrekt, men vi kunne også selv have taget det med i forhandlingerne. Men det har vi ikke gjort i denne omgang,” sagde han.
“Men det skal nok komme op i valgkampen,” sagde Tage Nielsen.
Der er derimod penge til en række andre initiativer i 2018 under kultur og fritid.
En række af bevillinger
Der oprettes en ny pulje til kulturelle arrangementer på bibliotekerne for at skærpe borgernes og foreningernes ejerskab til bibliotekerne.
Det skal undersøges, hvordan Skanderborg Museums pladsbehov for Adelgade-afdelingerne kan tilgodeses, eventuelt midlertidigt.
Kontoen til lokaletilskud under folkeoplysningsloven udvides, i særdeleshed til samling af kampsportsaktiviteterne i Galtenområdet.
Det skal undersøges, hvordan Kulturskolens behov for flere lokaler kan tilgodeses.
Desuden indleder kommunen en dialog med Ry Outdoor om, hvordan kommunen kan støtte festivalen, så den kan blive økonomisk bæredygtig.
Der bliver dog ikke et økonomisk tilskud i dette års budget.
På anlæg til kultur og fritid er der blandt andet afsat penge til nye halgulve, renovering af boldbaner samt p-pladser ved haller, grønne partnerskaber, omklædning og bad i Hørning hallen, udbygning af Kulturhuset og ventilationsanlæg i Klank Hallerne.