Fortsæt til indhold

Jeg skal have store øjne og store ører

Christina Birch Mogensen glæder sig til at rodfæste sig på Auning Skole

Samfund
Simon Carlson

skole “Bruger du mælk eller sukker i kaffen?” Christina Birch Mogensen kaster et hurtigt blik rundt i lokalet. “Det håber jeg næsten ikke, at du gør, for jeg aner ikke, hvor jeg skal finde det. Det er faktisk lidt træls, når det her nu skal være min skole,” griner hun. Det er blot anden gang, Christina Birch Mogensen er på Auning Skole. Første gang var før, hun overhovedet søgte det ledige job som skoleleder. Her ville hun lige ud og tale lidt med de potentielle kollegaer og danne sig et indtryk af skolen, byen og området for at være sikker på, at her var et sted, hvor hun “kan gro fast”. I vendingens bedste forstand. For når Christina Birch Mogensen 1. oktober sætter sig i sædet som skoleleder i Auning, så har hun ikke tænkt sig at rejse sig derfra de næste mange år. Altså i ikke-bogstavelig forstand. “Jeg kendte ikke meget til Auning, så jeg begyndte selvfølgelig at undersøge, hvad det er for et sted. Her faldt jeg over den lip dub (synkroniseret musikvideo, red.), som blev lavet for nogle år siden. At man kan få en hel by til at stå sammen om det, viste mig, at man gerne vil hinanden i Auning, og det viser en mangfoldighed, hvor skolen skal være central. Det er sådan et sted, jeg gerne vil gro fast,” fortæller Christina Birch Mogensen.

Dyrker forskelligheden

Den 49-årige nye skoleleder flyttede til Hjortshøj i sommer. Senest har hun været pædagogisk leder på Strandskolen i Risskov og før det, har Christina Birch Mogensen hentet masser af ledererfaring som viceinspektør på Hjørring Ny 10. HNX og derefter som skoleleder på Hjørring HNX og udviklingsleder i Hjørring Ungdomscenter. Der er således masser af idéer med i bagkataloget, men den første og største opgave bliver at suge til sig og videreføre de gode initiativer på skolen. “Når jeg siger, at det skal blive ’min skole’, så er det absolut ikke i bogstavelig forstand. Min største opgave lige nu er være nysgerrig. Jeg skal have store øjne og store ører det næste lange stykke tid, så jeg kan lære skolen at kende. Jeg tror meget på, at forskellighed er en styrke, og hvis man tager udgangspunkt i det, den enkelte brænder for, så kan vi dyrke forskelligheden. Det kan være med til at skabe den dynamik, som også skaber et godt arbejdsmiljø, hvor man arbejder med faglig stolthed,” uddyber Christina Birch Mogensen. Fra 1. oktober skal hun stå i spidsen for en skole, som de senere år har haft lidt vanskeligt ved at finde fodfæste. Hendes forgænger forlod jobbet efter blot tre år, og Christina Birch Mogensen er da også klar over, at der venter en vigtig opgave forude i forhold til folkeskolernes generelt lidt ridsede image.

Stolthed og glæde

“Vi lever i et meget individualiseret samfund, og her er det vigtigere end nogensinde, at vi får lavet nogle stabile fællesskaber. Det mener jeg, at vi som folkeskole skal være med til. Vi skal være en identitetsskaber for børnene ved at dyrke nogle traditioner fra området. I bund og grund skal man bare altid kunne vise stolthed og glæde over, at man kommer fra Auning Skole,” fastslår Christina Birch Mogensen med et smil.