Fortsæt til indhold

En splittet kommune

Samfund
Arne Lægaard, Hirsevænget 94c, Galten

Som tilflytter til Skanderborg Kommune efter kommunalreformen i 2007 undrer det mig, at der ikke er sket mere for at forbedre sammenhængskraften.

Der er blevet for meget dem og os - for ikke at nævne center og udkant. Det er ikke godt nok. Borgerne skal kunne mærke kommunen, hvor de bor og arbejder.

Der skal gøres en indsats for at bringe kommunen nærmere borgerne og ikke omvendt.
Vi har fået et nyt fælles rådhus på Fælleden, men det hjælper ikke meget på sammenhængskraften. Alle borgere, også dem fra fx Glarbo og Skivholme, skal føle sig som en del af Skanderborg Kommune. Mange borgere oplever at de skal til Skanderborg for at finde kommunal service – jeg tænker, at vi skal have fundet en måde, hvor den kommunale service kan komme nærmere borgerne rundt.

Infrastrukturen gør det besværligt at være borger i yderområderne – specielt den nord-sydgående, når mange tilbud til specielt de unge samles i Skanderborg på UCS10, ungdomsuddannelserne og den kommunale ungdomsskole. Det skal vi have gjort noget ved i de kommende år. Det nuværende flertal er i min optik dumpet på dette område (Forkortet, Red.).